11-årige Magnus har sovet 1.000 nætter i telt - i nat sov han et helt særligt sted

Nat nummer 1.000 i telt blev tilbragt i Tivoli i København for 11-årige Magnus Schabert fra Fyn.

11-årige Magnus Schabert fra Ferritslev har sovet 1.000 nætter i telt. Det har han gjort siden sommeren 2019.

Natten til onsdag sov den 11-årige fynbo i telt i Tivoli i København.

- Det var rigtig fedt. Rigtig meget fedt. Jeg er den allerførste nogensinde, der har sovet i telt i Tivoli, siger Magnus Schabert.

Tusind og en nat

Projektet med at sove i telt hver nat begyndte, da han hørte om et spejdermærke, der kræver, at man sover i telt i et år.

- Jeg spurgte mine forældre, om jeg måtte sove i telt i et år. Så sagde de bare ja. De troede bare, jeg kom ind efter de første par dage. Det gjorde jeg ikke, siger Magnus Schabert.

Nu er der snart gået tre år, og natten til onsdag nåede han 1.000 nætter.

Se tv-indslaget om 11-årige Magnus i Tivoli.
Fotograf: TV 2

Nat nummer 1.001 overnatter Magnus Schabert med sine forældre på Kalvebod Fælled på Amager.

- Det er fedt. Han nyder det og har et frirum i det. Det er frisk luft og gode lyde, så man har kun lyst til bakke op om det, siger Magnus’ far, Martin Schabert.

- Det er rigtig sejt, siger Magnus' mor, Camillia Schabert.

Selv om Magnus Schabert har nået sine mål om et år og derefter i alt 1.001 nætter i telt, har han fortsat planer om at sove i telt herefterdags. 

Oversigt

    Oversigt