Kommune har meldt egen eks-borgmesters firma til politiet

Kerteminde Kommune bekræfter over for TV 2 Fyn, at man har valgt at politianmelde Kerteminde Biogas på baggrund af et tilsyn i marts.

Det er bare syv år siden, Hans Luunbjerg (V) gik ud af døren for sidste gang som borgmester i Kerteminde Kommune. Nu har den kommune, han selv var øverst politisk ansvarlig for politianmeldt Hans Luunbjerg og hans virksomhed Kerteminde Biogas.

Det sker på baggrund af et miljøtilsyn foretaget den 12. marts i år. Kjerteminde Avis var først til at få bekræftet politianmeldelsen af nuværende borgmester Kasper Ejsing Olesen. 

Avisen har forsøgt at søge aktindsigt i miljøtilsynet, men anmodningen blev afvist, da kommunen oplyser at sagen nu falder inden for strafferetspleje. 

Over for TV 2 Fyn bekræfter Kasper Ejsing Olesen også politianmeldelsen.

- Jeg kan bekræfte, at jeg er blevet informeret om, at Kerteminde Biogas er blevet meldt til politiet, og at det er Kerteminde Kommune, der har foretaget anmeldelsen, siger han. 

Kasper Ejsing Olesen ønsker af hensyn til politiets videre arbejde ikke at kommentere yderligere.

TV 2 Fyn var til stede ved en anden adresse ejet af eksborgmesteren den 8. marts, hvor miljøvagten var tilkaldt til et muligt udslip af næringsrig væske. Om det er denne sag, det drejer sig om, vides ikke.

- Det kommer sig i bund og grund af lovgivningen på området, hvor vi har påpeget ting der skal være i orden og de ikke er i orden, så er vi nødt til at politianmelde, siger Kasper Ejsing Olesen. 

I søgelyset

Kerteminde Biogas og eksborgmester Hans Luunbjerg har over de seneste år været i søgelyset i sager om inhabilitet, manglende tilladelser og sager om forurening. 

Blandt andet kunne TV 2 Fyn for nylig afsløre, at Luunbjerg i ni år som privat erhvervsdrivende har haft produktion af op mod én million kyllinger om året på sin kyllingefarm - uden at have haft en ibrugtagningstilladelse af Kerteminde Kommune til at bruge sine to kæmpestore stalde.


Indtil nu har det været Kerteminde Kommune, der har stået for miljøtilsynene af Kerteminde Biogas. Men 12. marts i år var det for første gang ikke kommunen, der kom. 

Her var Dansk Miljørådgivning blevet bestilt til at foretage et såkaldt § 9-tilsyn, der er et tilsyn ud over de ellers planlagte tilsyn. Det første af sin slags hos biogas-virksomheden, skriver Kjerteminde Avis. 

Hvad den konkrete årsag til det ekstraordinære tilsyn var, vides ikke, da akterne, som tidligere nævnt, indgår i en politianmeldelse. Det fremgår, at tilsynet førte til seks indskærpelser overfor virksomheden. 

Fyns Politi bekræfter anmeldelsen, og har sendt følgende skriftlige svar:

"Fyns politi har ikke yderligere kommentarer til den omtalte anmeldelse. Fyns Politi behandler og efterforsker anmeldelser om strafbare forhold som indgives til politiet via anden myndigheds kontrolvirksomhed. Resultatet af disse efterforskninger forelægges for anklagemyndigheden, som vurderer hvorvidt der skal ske tiltalerejsning i de undersøgte forhold."

Hans Luunbjerg har ikke ønsket at besvare TV 2 Fyns spørgsmål vedrørende politianmeldelsen. 

Oversigt

    Oversigt