I det fynske folks tjeneste

Knivstikkeri menes at være blodhævn

En 25-årig mand fra Odense skal sidde varetægtsfængslet til den 6. maj, efter at han mandag gik bersærk i en bybus i Århus og jog en kniv en halv snes gange i en to år ældre mand.

-

En 25-årig mand fra Odense skal sidde varetægtsfængslet til den 6. maj, efter at han mandag gik bersærk i en bybus i Århus og jog en kniv en halv snes gange i en to år ældre mand.

Årsagen menes at være, at offeret netop var løsladt af politiet, der havde anholdt ham efter et knivangreb lørdag på sin nabo, en 54-årig mand, der er et familiemedlem til den 25-årige. Busangrebet kan derfor være en blodhævn over knivstikkeriet.

Busofferet var i livsfare efter angrebet, men han skulle nu være i bedring. Det skete i en fyldt linje 16 ud for Gellerup, hvor den 25-årige tilsyneladende tilfældigt steg på og fik øje på den mand, der et døgns tid tidligere havde angrebet hans familiemedlem.

Det fik manden fra Odense til sporenstregs at gå hen til offeret og begynde at hugge en kniv i ham for øjnene af de øvrige buspassagerer, inden han stak af fra gerningsstedet.

Han blev imidlertid hurtigt pågrebet af politiet, der tirsdag fremstillede ham i et grundlovsforhør. Her besluttede dommeren, at den 25-årige skal sidde varetægtsfængslet til den 6. maj, en kendelse, den sigtede undlod at kære til landsretten.

Ved angrebet lørdag aften havde offeret for busangrebet selv ført kniven, da han stak den 54-årige så alvorligt, at mandens ene lunge klappede sammen. /ritzau/

Ved du noget? Så send os et tip

Har du en god historie? Send et tip