I det fynske folks tjeneste

Kommunens folk er billigst

Svendborg Kommunes egen entreprenørafdeling er kommet med det billigste tilbud i en licitation over afdelingens opgaver.

Svendborg Kommunes egen entreprenørafdeling er kommet med det billigste tilbud i en licitation over afdelingens opgaver.

Fredag udløb fristen for private entreprenører og anlægsgartnere for at give bud på at løse driftsopgaver inden for vej, parker og grønne områder, skove, strande, vandløb, vintertjeneste og sengekørsler for Svendborg Kommune.

Fem bud på opgaven

Opgaven ligger i dag i Svendborg Kommunes egen entreprenørafdeling.

- Fem firmaer har budt ind på opgaven. Derudover har vores egen entreprenørafdeling også afgivet kontrolbud på samme opgave. Og vi må konstatere, at buddene lægger sig rigtig tæt op ad hinanden - og absolut intet er afgjort endnu, siger afdelingschef Jan Yttesborg fra Miljø og Teknik i Svendborg Kommune.

Tæt løb

Der var tæt løb mellem bud-giverne. Efter licitationen fordeler buddene sig sådan:

- Arkil Vejservice 23.478.951,40 kr.
- HedeDanmark 20.499.699,54 kr.
- LK-Gruppen 22.244.419,02 kr.
- NCC Roads 20.979.263,18 kr
- Skælskør Anlægsgartnere 20.230.195,88
- Svendborg Kommunes Entreprenørafdeling 19.734.012,76

Endnu ikke afgjort

Nu skal Svendborg Kommunes rådgiver fra Niras A/S se nærmere på buddene.

- Derfor er det ikke endeligt afgjort, om vi skal have en privat entreprenør til opgaven, eller om den bliver i vores egen entreprenørafdeling, siger Jan Yttesborg.

Den entreprenør, der kommer med det økonomisk mest fordelagtige bud, vinder opgaven.

Det betyder, at der ses på mere end bare prisen, der "kun" kommer til at vægte 70 procent Det sidste kriterium er opgaveløsning og organisering, som vægter 30 procent.

I byrådet til februar

Anbefalingen fra Niras A/S skal godkendes af Udvalget for Miljø og Teknik den 6. februar 2012 og endeligt godkendes af byrådet den 28. februar 2012.

Hvis en privat entreprenør vinder udbuddet, bliver de ca. 50 medarbejdere i Entreprenørafdelingen virksomhedsoverdraget.

Den politiske beslutning om at sætte opgaverne i udbud blev truffet af Svendborg Byråd i 2010.

Ved du noget? Så send os et tip

Har du en god historie? Send et tip