I det fynske folks tjeneste

Slagsmål om økonomien i Kerteminde

01:54

1 af 2

Slagsmål i Kerteminde om den nye besparelsesrunde på 60 millioner kroner. Socialdemokraterne anklager flertallet for ikke at have handlet i tide.

Hvis socialdemokraterne havde haft borgmesterposten i Kerteminde Kommune havde der ikke været en skole på Pilelunden i Langeskov.
Partiet ville have flyttet eleverne til Bakkegårdsskolen i stedet.

Men byrådsflertallet har ikke haft det politiske mod til at gøre det nødvendige, mener socialdemokraterne.

- Vi havde jo travlt i vores tid med at reducere de faste driftsomkostninger. Vi lukkede skoler og børnehaver. Det fik vi tæsk for, men det var nødvendigt og vi skulle have fortsat i det spor, lyder det fra den tidligere borgmester og nuværende medlem af økonomiudvalget, Palle Hansborg-Sørensen(S)

Borgmester Sonja Rasmussen afviser, at det har været nødvendigt at lukke skoler og hun understreger at socialdemokraterne også har ansvar for budgetterne.

- Det er et samlet byråd der hver gang har vedtaget budgettet, og jeg har ikke set konkret forslag om at man skulle spare endnu mere. Der er ikke nogen der har sovet i timen. Vi har lavet store ændringer og besparelser, siger borgmester Sonja Rasmussen.

Men den udlægning forstår oppositionen ikke.

- Vi er nødt til at lave store strukturelle ændringer med skolelukninger og flytninger af institutioner. Det er et langt sejt træk, som man får tæsk for, men vi er nødt til at gøre det, siger Palle Hansborg-Sørensen.

Kerteminde Byråd har seminar om besparelsene sidst i marts.

Ved du noget? Så send os et tip

Har du en god historie? Send et tip