I det fynske folks tjeneste

Eriksen: Forstår publikum piftede af os

Christian Eriksen og Morten Olsen forstår, hvorfor der blev piftet af landsholdet i nederlaget til Rusland.

Tilskuerne i Parken var utilfredse med det, de så, da landsholdet onsdag aften åbnede 2012 med et nederlag på 0-2 til Rusland.

Fuldt forståeligt mener Christian Eriksen og landstræner Morten Olsen.

- Tilskuerne skal have lov til at pifte. De betaler for at komme ind at se os og skal have lov til at være frustrerede.

- De kigger meget på resultatet, men vi skal mere nøgternt analysere spillet, siger Morten Olsen.

Christian Eriksen er udmærket klar over, at han var blandt de spillere, der skuffede i årets første landskamp.

- Folk kom for at se flot fodbold, og det gav vi dem ikke.

- Det er selvfølgelig ikke sødt af dem, at de pifter, men de har betalt for at se en underholdende kamp, og det kan man ikke ligefrem sige, at det var, siger Christian Eriksen, der bedømmer sin egen præstation til et 3-tal på en skala fra 1 til 10.

Danmark har en testkamp mere - den 26. maj mod Brasilien - inden Morten Olsen udtager truppen på 23 mand til sommerens EM-slutrund, hvor Danmark er i gruppe med Holland, Portugal og Tyskland.

Inden slutrunden venter også en testkamp mod Australien den 2. juni i Parken.

Ved du noget? Så send os et tip