I det fynske folks tjeneste

Stoffer på psykiatrisk afdeling

02:13

1 af 2

Forholdene på den retspsykiatriske afdeling i Odense er dybt kritisable. Det siger en mor, der oplever at hendes indlagte søn har nem adgang til stoffer.

Visitationsreglerne til de psykiatriske afdelinger er ikke gode nok, siger hun.

Den seneste uge har TV 2/FYN sat fokus på forholdene på de psykiatriske afdelinger. Det har ført til flere seerhenvendelse. Kirsten Poulsen fra Svendborg er en af dem.

Hun er mor til en ung mand på 21 år, som de sidste 5 år været ind og ud af psykiatriske afdelinger. Lige nu opholder han sig på retspsykiatrisk afdeling på Odense Universitetshospital.

Direktør bekræfter narko på afdelingen

- Jeg besøger selv min dreng, og der har aldrig været rigtigt kontrol af, hvad jeg har med i min taske, siger Kirsten Poulsen.

Det betyder blandt andet, at afdelingen har store problemer med hash og narkotika.

- Det er korrekt. Der kommer narkotika ind. Det kan vi ikke dæmme helt op for, desværre, siger Anders Meinert Pedersen, der er lægefaglig direktør i Psykiatrien i Region Syddanmark.

I forhold til øvrige psykiatriske afdelinger er der ellers skærpede krav til sikkerheden på retspsykiatrisk, da det er patienter der enten er dømt til behandling - eller for eksempel er ved at blive mentalundersøgt.

Det omfattende stofmisbrug bekræftes også af en ansat på retspsykiatrisk afdeling. Vedkommende har ikke lyst til at stå frem på tv men påpeger, at det vil være meget ressourcekrævende at gå hårdere til værks mod stofferne. Afdelingen har igennem længere tid været underbemandet - en underbemanding, der i følge Kirsten Poulsen er medvirkende til at hendes søn har været flygtet fra afdelingen tre gange.

- Jeg har været meget vred over det, siger hun til TV 2/FYN.

Sikkerhed forbedres umiddelbart ikke

Den lægefaglige direktør for Region Syddanmarks psykiatriområde mener ikke, at der er grund til at øge sikkerheden, da han mener, at patienterne vil have sværere ved at indgå i behandling, hvis rammerne bliver alt for fængselslignende.

Dog medgiver Anders Meintert Pedersen, at stofpåvirkede patienter tager længere tid om at blive rask.

Se mere på TV 2/FYN fredag klokken 19.30

Vi vil stadig gerne have flere oplysninger om forholdene på de psykaitriske afdelinger. Både fra patienter, pårørende og ansatte. Send en mail til redaktionen@tv2fyn.dk eller ring på 6315 6000.

Ved du noget? Så send os et tip