I det fynske folks tjeneste

Letbane: Ingen tilsagn fra transportudvalget

01:17

1 af 2

Folketingets transportudvalg var onsdag morgen på besøg i Odense for at høre om byens planer for den nye letbane. Udvalgets formand ville dog ikke love penge til letbanen.

Odenses borgmester bød velkommen til endnu et transportudvalg, der skal overbevises om, at Odense skal have penge til letbanen. Den letbane, der er nøglen til at få byen til at hænge sammen i den store omdannelse af byen.

- Der er en god stemning, men vi har endnu ikke noget endeligt tilsagn om finansieringen. Derfor presser vi på, så meget vi kan, siger borgmester Anker Boye(S).

Letbanen skal transportere tusinder af odenseaner fra Tarup i nordvest over Midtbyen til det nye OUH og universitetet. Prisen bliver over to milliarder kroner.

- Det er et utrolig godt og visionært projekt, hvor der er tænkt nogle sammenhængende tanker om den kollektive trafik i Odense, siger Kristian Pihl Lorentzen(V) fra Folketingets transportudvalg.

Men trods den positive indstilling, vil han ikke love at Venstre vil bakke op om en statslig medfinansiering af letbanen.

- Udfordringen bliver at finde finansieringen. Vi har samtidig et problem med kapaciteten på motorvejen som vi også skal have løst, siger Kristian Pihl Lorentzen.

Fra det socialdemokratiske medlem af Transportudvalget var der dog ingen tvivl om at staten skal støtte letbanen i Odense.

- Jeg mener, at Fyn skal have den letbane, og jeg mener, at staten skal gå ind og støtte, så vi kan få genskabt de mange arbejdspladser, som Fyn har mistet, siger Jan Johansen(S).

Ved du noget? Så send os et tip

Har du en god historie? Send et tip