I det fynske folks tjeneste

Glem stations-lukninger: Odense vil have tre nye

01:52
01:51
02:17

I denne uge kom det frem, at Trafikstyrelsen vil lukke ni fynske stationer. Men nu går socialdemokraterne i Odense den stik modsatte vej.

1 af 4

I denne uge kom det frem, at Trafikstyrelsen vil lukke ni fynske stationer. Men nu går socialdemokraterne i Odense den stik modsatte vej.

Der kommer voldsomt gang i byggeriet i Odense de næste mange år. Med nyt supersygehus, letbane, koncerthus - og en række andre byggerier bliver der brug for en velfungerende infrastruktur i og omkring den fynske hovedby.

Derfor foreslår socialdemokraterne i Odense nu, at der bygges tre nye stationer i byen. Staten skal betale - også selvom Trafikstyrelsen tidligere på ugen kom med det stik modsatte forslag - nemlig at lukke stationer.

- Det er som om Trafikstyrelsen ikke kender planerne for Odense det kommende årti, hvor der kommer en rivende byudvikling. Der kommer flere arbejdspladser og uddannelsespladser, så vi skal da ikke forringe den kollektive trafik. Vi skal udbygge den, mener Peter Rahbæk Juel (S).

Flere tog - mindre asfalt

Han får opbakning af partikollga Anders W. Berthelsen - byrådspolitikeren mener ikke, det er urealistisk at få staten til at stå for finansieringen af tre nye stationer.

- Det er jo et valg, man skal træffe. Vil man bruge en masse penge på asfalt og lave motorvejene otte, ti og tolvsporede fremover - eller vil man sige nej, vi skal flytte mere over på den kollektive trafik. Vi går ind for, at der skal mere over på den kollektive trafik, siger Berthelsen.

Politikerne afviser, at flere stationer vil betyde længere rejsetider. Det er stadig hensigten at enkelte tog skal køre direkte ind til banegården. Drømmen er at kunne realisere projektet i forbindelse med åbningen af letbanen i 2020.

Her skal stationerne være

En ny station i Bolbro ved Middelfartvej. Stationen skal binde Svendborgbanen, Vestfynbanen og den nye letbane sammen.

Øst for byen vil forslagsstillerne have en station ved Korsløkke/Ejbygade, hvor planen er at letbanen også komme til at køre.

Sidst vil man have en ny station i det østlige Odense sammen med et park and ride-anlæg. Det vil gøre det let for pendlere fra Svendborgmotorvejen, E20 eller fra det nordøstfynske, at parkere bilen og komme hurtigt ind til City eller rundt med letbanen.

Ved du noget? Så send os et tip

Har du en god historie? Send et tip