Ishockeyklub til fans: - Støt os med en virtuel billet

I Odense Bulldogs har man valgt at sælge billetter til en fiktiv kamp uden tilskuere. Billetterne har udelukkende symbolsk værdi og skal hjælpe med at redde klubben gennem coronakrisen.

Det er en svær tid for mange sportsklubber, der har måttet aflyse en lang række kampe og begivenheder med stor fantilstrømning. 

Også for ishockeyklubben Odense Bulldogs, der måtte give afkald på de fleste kortsigtede forretningsmuligheder, da Superisligaen blev afsluttet brat som følge af covid-19.

For at minimere de økønomiske skader har klubben ligesom en række andre danske ishockeyklubber nu valgt at sælge billetter til en virtuel støttekamp.

- Det her var en mulighed for, at vi stadigvæk kunne generere nogle indtægter og gøre økonomien bedre. Lige nu er det et spørgsmål om at afbøde konsekvenserne af corona, og det er jo det, vi alle sammen kæmper som gale for, fortæller sportschef i Odense Bulldogs Henrik Benjaminsen. 

Kampen mellem Odense Bulldogs og Winniepeg Jets varer cirka en halv time og kan ses på Youtube. 

Billetterne koster 125 kroner stykket og fungerer udelukkende som en donation til klubben, da alle har adgang til at se kampen. 

Tysk idé

Idéen til initiativet stammer fra den tyske fodboldklub Dynamo Dresden, som i 2012 begyndte at sælge fiktive billetter til en kamp uden tilskuere. 

Selvom støttebilletterne er af symbolsk betydning og ikke kan bruges til fremtidige kampe, oplever Henrik Benjaminsen, at mange af klubbens fans bakker op om tiltaget.

- Det er rigtig flot, at nogle vil støtte op om det, og mange har allerede købt billetter. Det betyder alt, siger han. 

Inden Superisligaen blev afsluttet, lå Odense Bulldogs placeret som nummer sidst med seks sejre bag sig. 

De nye billetter blev sat til salg på klubbens hjemmeside lørdag den 28. marts og kan købes fremefter. 

Oversigt

    Oversigt