Plejebørns biologiske mor står frem: Godt han er fjernet nu

En plejefamilie er politianmeldt for tredje gang. I 2013 blev tre af børnene fjernet fra plejefamilien, men det sidste barn blev først fjernet i januar 2017. Nu står den biologiske mor frem.

To gange har Mette Granata meldt sine børns plejeforældre for vold mod børnene. Første gang i 2009 og anden gang i 2013, hvor hendes tre ældste børn endte med at blive fjernet fra plejefamilien.

- Det gør selvfølgelig ondt at tænke på, at mine børn har haft det sådan ved plejefamilien. Og det gør også ondt at tænke på, hvor mange år vi har kæmpet for at få kommunen til at lytte, siger hun. 

Det var dog først i januar 2017, at den sidste og yngste af børnene blev fjernet fra plejefamilien, som nu for tredje gang er anmeldt for vold og trusler mod en af Mette Granatas børn. Denne gang er det Odense kommune selv, som har anmeldt plejefamilien.

Kommunen reagerede hurtigt

Selvom Mette Granata er ulykkelig over alt det, hun mener, hendes børn har været udsat for, så er hun glad for, at Odense Kommune denne gang har reageret på de oplysninger, der har ført til politianmeldelsen. 

- Jeg synes, at kommunen har gjort det, de skulle nu. De har handlet korrekt, og de har reageret meget hurtigt, siger hun. 

Igennem årene har det ikke været nogen nem sag for Mette Granata og hendes børn at få kommunen til at lytte til de problemer, som børnene oplevede hos deres plejefamilie. Men hun holder fast i, at fejlen blev begået for mange år siden, og at situationen er anderledes i dag. 

- At Odense Kommune ikke ville lytte til os i sin tid for mange år side, det er jo en fejl. De startede med at lytte til os i 2013, og det var godt. Vi har et fint samarbejde nu, og de har gjort, hvad de skulle nu og handlet hurtigt.

Drengen skulle blive hos plejefamilien. 

Da den yngste dreng tilbage i 2013 endte med at blive hos plejefamilien, efter de tre andre var blevet fjernet, var Mette Granata selv med til at træffe den beslutning sammen med kommunen. Det vægtede tungt i  kommunens vurdering, at drengen havde boet hos plejefamilien siden fødslen, og det ville være traumatiserende at fjerne ham fra hans plejeforældre.  

- Jeg tænkte, at det ville være svært for min yngste søn at flytte til en anden plejefamilie. Det kan jeg jo godt fortryde nu, siger Mette Granata.

Nu er hun bare glad for, at Odense Kommune har handlet, men når hun ser på sin otteårige søn i dag, så hun frygter, at handlingen kom for sent.

- Min yngste søn er ødelagt. Han har i hvert fald taget skade og skal have hjælp, siger hun. 

 

 

Oversigt

    Oversigt