Pædagogernes fagblad, Børn & Unge har lavet en prognose over udviklingen i børnetallet frem til 2020.
Den viser, at udkantsområderne bliver hårdt ramt af børnefamiliernes flugt.
Ærø er blandt de hårdest ramte kommuner. Her vil børnetallet falde med 22 % til 2020.
Kun Læsø er hårdere ramt. Her svinder antallet af børn med 31 %, viser prognosen, som bringes i Børn & Unge torsdag.
Professor Niels Egelund, Danmarks Pædagogiske Universitetsskole forudser, at mange daginstitutioner vil lukke de kommende 10 år.
- Det kan være vældig hyggeligt med små børnehaver, men økonomien vil tage livet af dem, siger han.
Niels Egelund forudser, at det går med daginstitutionerne, som det er gået med skolerne.
I 1955 var der 5500 skoler i Danmark. I 2010 er der omkring 1600 tilbage.