Et år efter: Eddy og Søren kæmper med fysiske og psykiske skader

Eddy Lopez og Søren Lyngbjørn betaler en høj menneskelig pris for den langvarige gidseltagning i Somalia.

For et år siden kom de ud i friheden efter to år, tre måneder og 18 dage som gidsler hos somaliske pirater - en af danmarkshistoriens længste gidseltagninger.

I dag ved kaptajn Eddy Lopez og styrmand Søren Lyngbjørn ikke, om de nogensinde vil blive så raske, at de kan vende tilbage til et arbejde.

De er begge sygemeldte og kæmper med hver deres alvorlige mentale og fysiske traumer efter den langvarige og belastende tid som gidsler.

På Ærø går Søren Lyngbjørn til genoptræning for at få sin fulde førlighed tilbage. Nerverne i hans ben blev ødelagt i Somalia, og han kan ikke gå uden at støtte sig til krykker eller rollator.

- Siden hjemkomsten har jeg gået til genoptræning og fysioterapeut tre gange om ugen, men jeg kan ikke mærke den store forskel i forhold til, da jeg begyndte. Jeg har smerter fra navlen og ned til storetåen, det er som at gå på tegnestifter, fortæller Søren Lyngbjørn.

Lægerne kan ifølge Søren Lyngbjørn ikke finde årsagen til de ødelagte nerver. Han får medicin mod smerterne, og pillerne virker også antidepressivt.

- Det er måske derfor, at jeg har det nogenlunde mentalt og ikke er ramt så hårdt som Eddy, siger Søren Lyngbjørn.

Selv om den 49-årige Søren Lyngbjørn ikke kan det, han allerhelst vil - være rask og passe et arbejde som styrmand - keder han sig aldrig. Han har en stor passion for sejlsport, golf og bøger.

- Jeg bruger meget tid på havnen (Ærøskøbing, red.), hvor jeg har mine sejlbåde. Tiden skal gå med noget, det nytter ikke at sidde og spekulere hele tiden.

- Jeg skal holde mig i gang. Lægerne har sagt et til to år med benene, så kan det være, jeg bliver rask. Det vil give mig min frihed tilbage, siger Søren Lyngbjørn.

Stress og mareridt

1806 leopard2

I Valparaiso i Chile kæmper kaptajn Eddy Lopez med mareridt og posttraumatisk stress, og går til psykolog en gang om ugen.

- Der går ikke én eneste dag, uden at jeg bliver mindet om den lange forfærdelige tid i Somalia. Om natten har jeg mareridt og sover dårligt. Det er min krop, der kom fri for et år siden. Inden i mig selv er jeg det ikke, fortæller Eddy Lopez.

Kaptajnen siger, at han får dagene til at gå med almindelige pligter som at handle ind, lave mad og hente og bringe sine børn til skole. Han koncentrerer sig om sin familie, og fremtiden tænker han ikke på.

Oversigt

    Oversigt