Fugleinfluenza: Sydfynske kyllinger sælges til forbrugerne

130.000 slagtekyllinger fra Sydfyn er blevet sendt til slagtning på trods af at de stammer fra kyllinge-besætninger, der ligger i overvågningszonen for fugleinfluenza.

Kyllingerne er blevet godkendt til slagtning af de veterinære myndigheder. Efter at have tjekket besætningerne har myndighederne ikke fundet noget unormalt og derfor har ejerne fået lov til at sende kyllingerne til slagtning i plomberede lastbiler. Det skriver Børsen tirsdag.

Dermed kan kødet sendes på markedet og ud til forbrugerne. Ifølge Fødevarestyrelsens direktør er der ikke tidligere blevet givet dispensation til slagtning af kyllinger fra besætninger, der ligger i zoner, der er berørt af fugleinfluenza. Men Fødevarestyrelsen mener ikke, at der er nogen sundhedsrisiko forbundet med at spise kødet fra Sydfyn.

Oversigt

    Oversigt