Gratisbutik: Maria Matilde åbner garagen og giver til udsatte

Maria Mathilde fra Ærø har åbnet sin garage og gjort den til en gratisbutik. Folk kan donere alt muligt, mens trængende kan hente det - helt gratis.

Maria Mathilde slog i søndags garagedøren op og startede Gratisbutikken i Græsvænget på Ærø. Og på få dage har hun næsten fået fyldt garagen op med blandt andet kaffe, pasta, varme sokker og bleer.

Alt sammen doneret af ærøboere, som ikke skulle bruge det eller bare gerne ville støtte en god sags tjeneste. For det er lige præcis grunden til, at Maria Mathilde har taget initativ til gratisbutikken. 

quote Personligt er socialt arbejde mit livs drive

Maria Mathilde, Initiativtager, Gratisbutikken i Græsvænget

- Jeg gør det for at rejse noget social ligeværd. Når du kommer og bliver mødt med omsorg, respekt og kærlighed fremfor fordømmelse og selvom du ikke har meget, så vil du tage en energi med dig ud af døren til at kunne bære dig selv lettere, forklarer Maria Mathilde.

Hun fortalte om sit projekt på Facebook og siden har rigtig mange været forbi med donationer. Og mindst 25 trængende personer, har været forbi for at hente gratis ting. 

- Ærø er kendt for at have åbne gardiner, og det betyder, at vi tør komme hinanden ved. Vi tør godt at se hinanden, og vi tør også godt at hjælpe hinanden, siger Maria Mathilde. 

Tina Von Elbert har i dag været forbi gratisbutikken for at aflevere flere poser med brugt børnetøj. 

- Jeg ved selv hvor dyrt, det er at være mor. Jeg kan huske, da jeg skulle have min første, hvor jeg blev overrasket over hvad én lille bluse kostede. Derfor synes jeg, det er så dejligt, at der er en person her, som kan gå ind og sige: jeg er nybagt forælder og her kan jeg lige finde noget lækkert tøj, fortæller Tina Von Elbert.

Glæder også sig selv

Maria Mathilde gør ikke bare udsatte på Ærø glade. Hun gør også sig selv en tjeneste. 

- Jeg er glad for at kunne hjælpe, men har også en vis ydmyghed. Jeg får noget ud af det ved at rejse spørgsmålet: hvad kan vi gøre for at få social ulighed fjernet?, spørger Maria Mathilde. 

Hun har 15 års erfaring i arbejdet med socialt udsatte. Og driver Gratisbutikken på Græsvænget uden at tjene penge. 

- Personligt er socialt arbejde mit livs drive, fortæller Maria Mahilde. 

Garagen har kun taget imod donationer i fem dage, og Maria Mathilde er ved at løbe tør for plads. Derfor har hun også allerede store drømme om fremtiden for den lille gratisbutik. Og første skridt er at sikre en kørselsordning, så folk der vil donere eller hente ting hos Maria Mathilde, men ikke selv har mulighed for det, kan få bragt sagerne frem og tilbage. 

Det er der ifølge Maria Mathilde allerede givet tilsagn om. 

 

 

Oversigt

    Oversigt