Hjemvendte gidsler mangler faretillæg fra Shipcraft

Søren Lyngbjørn finder det urimeligt, at han ikke kan få faretillæg udbetalt for de 838 dage, han var gidsel.

Den danske sømand Søren Lyngbjørn efterlyser faretillægspenge fra rederiet Shipcraft efter at have været gidsel i 838 dage i Somalia. Det siger han i et interview med Fyns Amts Avis lørdag.

Gennem sin fagforening, Søfartens Ledere, kæmper han og kaptajnen Eddy Lopéz om at få udbetalt faretillæg, der er dobbelt op på lønnen for at sejle i de farlige piratfarvande.

Med 838 dage som gidsel har han og de fem øvrige besætningsmedlemmer betalt en høj pris for at færdes i farvandet omkring Somalias kyst.

- Det virker urimeligt, at man får faretillæg for at sejle fra A til B, men man får det ikke for at sidde to og et halvt år som gidsler, udtaler Søren Lyngbjørn til Fyns Amts Avis.

I avisen står der samtidig, at de seks søfolk er blevet afskediget af Shipcraft per 2. september.

Søren Lyngbjørn og Eddy Lopéz var om bord på skibet "Leopard" sammen med fire filippinske søfolk.

Den 12. januar 2011 blev skibet angrebet af somaliske pirater, der kidnappede dem fra coasteren fordi skibet ikke kunne sejle. De kidnappede søfolk blev først frigivet igen i 30. april 2013, efter at have været taget til fange i 838 dage.

Direktør hos Søfartens Ledere, Fritz Ganzhorn, bekræfter, at man har henvendt sig til Shipcraft om både det manglende faretillæg til Søren og Eddy, samt ansættelsesforholdene for alle seks søfolk.

Han er dog fåmælt i sin holdning til faretillægget, men understreger, at foreningen i hele forløbet under og efter gidseltagningen har kritiseret Shipcraft for at være for passive.

- Vi er i dialog med rederiet om vores to medlemmers ansættelsesforhold (Søren og Eddy, red.). Og vi vil gerne i dialog med Shipcraft om faretillægget. Jeg kan bekræfte, at vi nu er i gang med at evaluere sagen færdig og rette kravet mod Shipcraft, siger han til Ritzau.

Ritzau har forsøgt at få en kommentar fra administrerende direktør i Shipcraft, Claus Bech, om faretillægget og afskedigelsen af de seks søfolk. Han har dog endnu ikke svaret på Ritzaus henvendelser.

Oversigt

    Oversigt