Mercado klar til at lempe reglerne for bryllupsturisme

Børne- og socialminister Mai Mercado vil gøre sagsbehandlingen hurtigere for at hjælpe bryllupsturismen på blandt andet Langeland og Ærø.

Sagsbehandlingen for udlændinge, der gerne vil giftes i Danmark, skal gøres mere effektiv, og så skal den centrale enhed i Odense gøres mere erhvervsvenlig for at understøtte bryllupsturismen på blandt andet Langeland og Ærø.

Det var det budskab som børne- og socialminister Mai Mercado (K) kom med onsdag, hvor hun præsenterede en række lempelser på bryllupsområdet.

- Vi gør sagsbehandlingen mere effektiv og sikrer, at enheden bliver mere erhvervsvenlig fremover. Igen i respekt for, at det er et livsværk som bryllupsbureauerne har, og som er et erhverv, som fylder rigtig meget og har en stor betydning. Vi elsker jo, når folk kommer til Danmark for at blive gift. Det skal bare være af de rette årsager. Det skal selvfølgelig være af kærlighed, og det understøtter vi hjertens gerne, siger hun til TV 2/Fyn.

Den 1. januar 2019 blev der ellers strammet op på reglerne for at undgå proformaægteskaber blandt udlændinge, som kommer til Danmark for at blive gift. Siden da har en centraliseret enhed i Odense skulle godkende alle ansøgninger om udenlandske bryllupper i Danmark.

De nye regler fik hurtigt mærkbare konsekvenser for blandt andet bryllupsarrangørerne Danish Island Weddings på Ærø, hvis omsætning på to måneder faldt med 80 procent. Et af problemerne har blandt andet været, at sagsbehandlingstiden er blevet længere. 

Regler skal være erhvervsvenlige 

Det har flere gange ført til kritik af de nye regler fra både kommuner og bureauer. Det er den kritik, som Mai Mercado nu vil imødekomme med de nye lempelser, siger hun.

- Vi er blevet enige om, at vi skal over de opstartsproblemer, der har været. Samtidig skal vi også være mere erhvervsvenlige. Der har været en kritik af, at det har været besværligt og bøvlet, og sådan skal det ikke være i det offentlige. Derfor har jeg modtaget en række gode forslag, som jeg faktisk nu gør til forandringer, så man forhåbentlig oplever, at sagsbehandlingen bliver mere effektiv, siger hun.

De nye lempelser indeholder blandt andet en fast-track ordning for EU-par, som gerne vil giftes i Danmark. Ordningen kommer også til at gælde par, som har fælles børn, eller som kan dokumentere et fælles samliv gennem flere år.

15 lempelser på vej

Lempelserne er udformet i tæt samarbejde med de bureauer, som lever af bryllupsturismen, siger ministeren.

- Det er lempelser, som jeg ikke har fundet på alene. Jeg tror, at det er omkring 15 stykker, som bureauerne er kommet med - nogle store, nogle små. Allesammen tæller, og som til syvende og sidst er med til at gøre sagsbehandlingen mere effektiv, siger hun.

På Ærø havde borgmester Ole Wej Petersen (S) dog håbet på, at de nye lempelser også ville betyde, at kommunerne igen ville få lov til selv at sagsbehandle ansøgninger fra EU-borgere.

Men den mulighed er faktisk ikke helt sparket til hjørne, siger Mai Mercado og holder en dør på klem for kommunerne.

- Det er faktisk noget af det, som arbejdsgruppen kommer til at kigge på. Når vi ikke direkte har lagt det over, så er det en lille bekymring, der sidder i mig, som vedrører, at politiet siger, at selv EU-borgere faktisk godt kan have snydt med identitetspapirer.

- Der skal man bare passe på, at man ikke får skabt en understrøm at proformaægteskaber, som foregår ude i kommunerne i stedet for. Det er det eneste opmærksomhedspunkt. Men igen, så er det noget, vi kommer til at kigge på, understreger Mai Mercado.

Afgørende for Ærø 

For bryllupsindustrien på Ærø er det nemlig afgørende at få sagsbehandlingen af gifteklare EU-borgere ud i kommunerne igen, mener borgmester Ole Wej Petersen. 

- Det er stort ønske at få sagsbehandlingen for EU-borgere tilbage til kommunerne. Det vil give en optimisme på Ærø, som desværre er langt nede lige nu, hvor humøret er rigtig dårligt. Hele misæren har ramt vores lokale virksomheder, som lever af det, siger Ole Wej Petersen.

Inden de nye regler trådte i kraft, havde Ærø en årlig omsætning på 30 millioner kroner fra de mange bryllupper på øen.

Se hele interviewet med Mai Mercado.

Oversigt

    Oversigt