Motorproblemer aflyser alle færgeafgange

Det er en fejl på en hydraulikpumpe, som er skyld i, at alle fredagens afgange fra Søby er aflyst. 

Fredag er alle færgeafgange med M/S Skjoldnæs fra Søby til Fynshav og Faaborg aflyst. 

Det fortæller kaptajn Kurt Meyer Sørensen til TV 2/Fyn. 

- Det er en hydraulikpumpe, som ikke giver tryk længere, siger kaptajnen. 

Ifølge Kurt Meyer Sørensen har hydraulikpumpen kørt uafbrudt fra 2002 og frem til april i år uden problemer. I april måned blev pumpen så repareret, da færgen var i dok. Fire måneder senere er den så i stykker. 

Risiko for aflysninger i weekenden

I hverdagene er der dagligt tre afgange fra Søby til henholdsvis Fynshav og Faaborg. Alle tre afgange fredag er aflyst. 

Adspurgt om flere afgange kan blive aflyst i løbet af weekenden som følge af problemerne, kan kaptajnen dog ikke svare på. 

- Ingen anelse. Det kommer an på, hvilke dele der er røget i pumpen, og hvor hurtigt vi kan skaffe reservedele. Det er irriterende og ærgerligt for alle parter, når sådan en færge ikke sejler, siger Kurt Meyer Sørensen. 

Der er plads til 245 passagerer på M/S Skjoldnæs. Denne sommer har rekorden været 142 passagerer på en enkelt afgang. 

Oversigt

    Oversigt