Politiet om spritkørsel på Ærø: - Vi gør det så godt, vi kan

Fyns Politi kan ikke love flere spritkontroller på Ærø, selvom øen har en kedelig statistik med flest spritbilister per indbyggere.

17 ærøboer kørte sidste år spirituskørsel, og dermed indtager øen en kedelig bundplacering med flest spritsbilister per indbyggere. 

I 2017 satte næsten hver tredje mand eller kvinde med adresse på Ærø sig ind bag rettet i påvirket tilstand. Alligevel kan politikommissær og leder af den operative færdselsindsats hos Fyns Politi, Preben Ingemansen, ikke love flere spritrazziaer.

- Det er et spørgsmål om ressourcer. Der er garanteret andre områder på Fyn, hvor man også er utilfreds med politiets dækning. Vi gør det, så godt vi kan, og vi holder jævntligt kontroller på Ærø - og det bliver vi ved med, siger Preben Ingemansen. 

Frit spil

Politiets døgnberedskab på Ærø er skruet sådan sammen, at det er til stede otte timer om dagen. Derudover skal man ringe efter betjentene.

18-årige Jeppe Seier har selv kørt spritkørsel. Både han og andre unge, TV 2/Fyn har talt med, fortæller, at det ikke har konsekvenser at køre bil påvirket. 

 

- Efter klokken 16 er der frit spil, og hvis politiet endelig er der, og man er samlet på en kro, er den første, der kører ædru. Det er så ham, politiet stopper, fortæller Jeppe Seier. ​

17 personer blev snuppet for spritkørsel sidste år, men tallet kan reelt set være langt højere. Derfor håber politikommissæren, at ærøboerne selv vil informere politiet om større fester og sammenkomster.

- Hvis der er nogle konkrete ting, der gør, at vi skal prøve at komme der over ved arrangementer, hører vi gerne om det, så vi kan se, om vi kan udvide vores indsatser derovre, siger Preben Ingemansen. 

Fra 2012 til 2016 mistede ti fynboer livet på grund af spritkørsel. 

Opdatering
Clock03. maj 2018, kl. 14:15
Artiklen er opdateret. I første version skrev vi, at politiet arbejdede fra 8 til 16 hver dag. Det er ikke korrekt. En betjent arbejder hver dag med otte timers aktiv tjeneste, men i de otte timer arbejder han ikke nødvendigvis fra 8 til 16. Resten af døgnets 16 timer er betjenten på tilkaldevagt.
 

Oversigt

    Oversigt