Regeringen afventer fængsling af dansk miljøaktivist

Regeringen afventer sag om dansk aktivist fængslet i Rusland. Enhedslisten råber på politisk handling omgående

Lad os vente og se.

Sådan lyder det fra regeringspartierne som reaktion på, at en dansk kvindelig miljøaktivist, Anne Mie Roer Jensen, kan blive sigtet for pirateri af de russiske myndigheder og dermed blive idømt en fængselsstraf på op mod 15 år.

- Jeg synes, at den udlægning, der kommer fra de russiske myndigheder, er ret voldsom. Men i første runde må vi vente og se, hvad der sker, siger Mette Gjerskov (S), formand for Folketingets Udenrigspolitiske Nævn, til Ritzau.

Hun får opbakning af Steen Gade (SF) og Rasmus Helveg Petersen (R), der begge er medlemmer af Udenrigspolitisk Nævn.

26-årige Anne Mie Roer Jensen blev torsdag varetægtsfængslet i to måneder, efter at hun sammen med 30 andre Greenpeace-aktivister for en uge siden blev pågrebet af den russiske kystvagt, mens de forsøgte at borde en olieplatform i Det Arktiske Ocean.

De russiske myndigheder undersøger nu, om den danske aktivist og de andre tilbageholdte kan sigtes for pirateri, som i Rusland kan give op til 15 års fængsel.

Regeringens støtteparti, Enhedslisten, er dog af den klare opfattelse, at den danske regering bør gå politisk ind i sagen for at få den danske kvinde løsladt.

- Det er en åbenlys politisk sag, som den danske regering bør gå ind i. Det er helt uacceptabelt, det som de russiske myndigheder har gang i, siger partiets miljøordfører, Per Clausen, og tilføjer:

- Sagen er jo politisk forstået på den måde, at man har tilbageholdt de her mennesker i internationalt farvand og derefter transporteret dem til Rusland.

Den hollandske regering har tidligere udtalt, at man - baseret på International Havret - overvejer at tage retslige skridt mod Rusland, hvis ikke landet løslader de 30 Greenpeace-aktivister.

Både Mette Gjerskov, Steen Gade og Rasmus Helveg Petersen mener, at såfremt de russiske myndigheder ender med at sigte aktivisterne for pirateri, kan der blive tale om, at de vil gå ind i sagen politisk.

- Der kan da blive tale om, at vi på en eller anden måde på et senere tidspunkt måske skulle lægge et politisk pres. Men i første omgang må vi vente og se, siger Mette Gjerskov.

Oversigt

    Oversigt