Spareplan rammer børnefamilier

Fra 1. juli kan børnefamilier højst få 30.000 kroner i børnepenge. Alle med flere end 2,6 børn bliver ramt.

Børneflokken tæller snart otte hos familien Thomas på Ærø.

Når de nye regler er fuldt gældende i 2013, vinker de farvel til 70.000 kroner om året. I dag modtager familien 100.000 kroner, men med det nye loft på 30.000 kroner forsvinder størstedelen af pengene.

Dermed er familiens økonomi usikker, for den er i høj grad baseret på de kvartalsvise udbetalinger fra staten. Eller som Inga Thomas udtrykker det:

- Det ryster os gevaldigt, for lige nu ved vi ikke, hvor vi
skal finde de penge.

Jan Thomas er navigatør og sejler på øens færger, og det er hans løn og børnechecken, som familien lever af. Inga Thomas går hjemme, for udgifter til dagpleje, børnehave og skolefritidsordning vil næsten være større end hendes løn. Derfor passer hun de fire yngste hjemme, mens de tre ældste går i skole.

- Vi har valgt at leve på den måde. Det er ikke noget åg for os, og vi synes ikke, at vi lider nogen afsavn. Men det kommer bag på os, at politikerne over en pinse laver en ændring, der bliver så drastisk for os, siger Inga Thomas.

/ritzau/

Oversigt

    Oversigt