Alene på Ærø: De fleste unge flytter - men Anne valgte at blive på øen

På Ærø flytter størstedelen af især de unge piger væk efter niende klasse, men Anne Petersen valgte at blive, og det kan til tider godt være ensomt.

I en lille båd, der gynger, sidder 17-årige Anne Petersen ofte. Hun er født og opvokset på Ærø og modsat størstedelen af de fleste på hendes alder, har hun valgt at blive boende.

- Det kom ovenpå den første coronanedlukning, hvor mine veninder og jeg tog ud og hyggede os. Vi kørte rundt på cykel og på rulleskøjter. Der gik det op for mig, at jeg faktisk gerne ville blive boende, fortæller Anne Petersen.

- Jeg har altid været glad for at bo herovre og altid været glad for at have vandet lige nede for enden af vejen, og så gik det op for mig, at hvis jeg skulle flytte, så skulle jeg flytte væk fra alt det her.

quote Det er lettere for drengene at blive, fordi der er så mange herovre, der går op i landbrug og søfart, og det er der ikke så mange piger, der gør.

Anne Petersen, 17 år

Vennerne flyttede fra øen

Modsat Anne Petersen flyttede størstedelen af hendes årgang fra øen efter folkeskolen og blandt dem også en af hendes tætteste veninder, som hedder Lise.

Gjorde det dig ked af det, at Lise valgte at flytte fra Ærø?

- Det gjorde det da. Det gjorde mig ked af det, at de alle flyttede, men held i uheld kom corona, så det virker ikke helt som om, de er flyttet, fortæller Anne Petersen i Bemærks portrætserie "Øen med de mange mænd".

Lettere for drengene at blive

På Ærø bor der omkring 29 drenge på 17 år og kun 17 piger på samme alder, og den fordeling kan godt mærkes.

- Det er lettere for drengene at blive, fordi der er så mange herovre, der går op i landbrug og søfart, og det er der ikke så mange piger, der gør, siger Anne Petersen.

- Ja, de bruger i hvert fald meget af deres tid på markerne og på at høste eller lave knallert. Og det er måske bare ikke det, man gider, fortæller Lise Borch, der er Anne Petersens barndomsveninde.

Ærø: Øen med de mange mænd

Manglende rollemodeller

Problemet med de manglende kvinder på Ærø kan ifølge antropolog, ph.d og seniorforsker, John Gulløv skyldes manglen på stærke rollemodeller.

- Når der ikke er så mange kvinder og stærke rollemodeller i lokalsamfundet, vil pigerne have sværere ved at finde en lokal orientering. Det vil sige, at de er mere tilbøjelige til at acceptere at blive en del af skolelogikken og systemet, forklarer John Gulløv.

- Pigerne vælger ikke nødvendigvis at de vil rejse, men alle de børn, som tidligt vælger at blive en del af skolen, vil opleve det som nødvendigt at rejse.

Ærø for altid

Selvom hun kan føle sig ensom, så er der ingen tvivl for Anne Petersen. Ærø er hjemme.

- Om 10 år, der tror jeg måske, stadig jeg er herovre. Måske er jeg flyttet væk for at få en uddannelse, men jeg tror, jeg er flyttet tilbage om 10 år.

Hvad er det, der er så specielt ved Ærø for dig?

- Jeg tror, det har noget at gøre med, at jeg godt kan lide vand. Man skal bare hoppe på cyklen, og så er man næsten ved vandet. Og så kender alle hinanden, uanset hvor man går hen, så møder man nogen. Og uanset hvad du har brug for, så hjælper folk hinanden herovre.