I det fynske folks tjeneste

Billigere ø-færger hele året: - Vi farer stadig rundt

50 millioner kroner fra fælleskassen kan få ø-successen med gratis færger til, at udmønte sig i genbesøg og måske bosætning, mener Ærøs borgmester.

Strømmen af turister er stilnet af, men hos restaurant Fru Berg i Marstal farer de stadig rundt. Foto: Jeanette Fournier

Alt, hvad vi kan gøre for at tiltrække flere mennesker ikke bare til ærø men til alle øerne, er positivt.

Desiree Berg, restauratør, Fru Berg

Der er roligt i køkkenet i restaurant Fru Berg i Marstal. Det er formiddag, men der har langt fra været roligt om formiddagen - eller for den sags skyld hele dagen - det meste af sommeren.

- Der har været travlt. Mere travlt end tidligere år. Vi har faret rundt, siden vi fik lov at åbne igen den 18.maj - og vi farer stadig rundt, fortæller restauratør Desiree Berg.

Drevet af gratis færgebilleter i skyggen af coronapandemien er gående og cyklende turister strømmet til Ærø, Fru Berg og resten af øens tilbud.

Læs også Plejehjemsbeboer smittet med legionærsyge

- Det er jo dejligt. Det er rigtig godt for Ærø, at så mange har mulighed for at komme herover. Vi oplever jo stimer, der kommer med færgen og er her hele dagen. De køber ind og spiser mad og nyder naturen, fortæller Desiree Berg.

Brev til ministeren

Strømmen af turister er stilnet af, men de gratis billetter har været så stor en succes, at Ærøs borgmester, Ole Wej Petersen (S), sammen med borgmestre-kollegerne fra Læsø, Samsø og Fanø har sendt et ønske om billigere billetter året rundt til Christiansborg.

Priserne på færgebilletterne bliver nemlig sat op i skolernes sommerferie, men det vil de fire borgmestre nu have lavet om.

- Vi vil gerne have lige vilkår for alle, som skal konkurrere om turisterne. Derfor synes vi, det er rimeligt og retfærdigt. Det er rammevilkår, siger Ole Wej Petersen og tilføjer:

- Når borgere der bor ved en motorvej kan få gratis kørsel, så synes vi også, at det er rimeligt og retfærdigt, at vi får det. Det er jo vores motorvej (færgerne, red.).

Forslaget er sendt til Udvalget for Landdistrikter og Øer og transportminister Benny Engelbrecht (S).

I forslaget står der blandt andet, at Ærø har haft "kæmpe succes med markant øget turisme, herunder ikke mindst flere gående og cyklende gæster" i juli, hvor det har været gratis for netop gående og cyklister at tage med færgen til Ærø.

Borgmestrene forventer, at successen også indbefatter, at en stor del af sommerens turister har haft så gode oplevelser på øerne, at der kan forventes gen-besøg. 

Derfor er lave færgepriser vigtigt.

- Jeg synes, det er et fantastisk forslag, det må jeg sige. Jeg hilser det meget velkomment, siger Desiree Berg. 

Penge skal hentes i fælleskassen

Hos Ærøs turistchef Chris Hammeken er der også glæde over borgmestrenes forslag. Han håber på, at forslaget ikke kun vil tiltrække turister, men også nye ærøboere.  

- Det er ikke sikkert, de vælter ind, men prisen har også en betydning. Det er også stederne, men priserne gør noget. Det kan vi se, siger Chris Hammeken, og tilføjer, at det er oplagt, at det vil gavne erhvervslivet. 

Pengene til lavere færgebilletter skal ifølge Ole Wej Petersen komme fra den store fælleskasse. 

- Det er jo vores allesammens fælleskasse, og hvis vi ser det i det store spil, så er det ikke ret meget. Det drejer sig måske om 50 millioner om året til de her fire øer, vurderer borgmesteren. 

Læs også Stigende smitte i Faaborg-Midtfyn: Timelange køer til test

I Marstal gør Desiree Berg klar til endnu en travl dag på restauranten. Hun håber, at billetpriserne bliver nedsat, så turister vil blive ved med at strømme til øen. 

- Hvis færgerne blev billigere hele året rundt, så tror jeg, at der ville komme flere mennesker, siger hun og tilføjer: 

- Alt, hvad vi kan gøre for at tiltrække flere mennesker ikke bare til ærø men til alle øerne, er positivt.

02:52

Ærø og tre andre ø-kommuner forslår billigere færgepriser året rundt.

Luk video