Efter 40 år: Legendarisk museumsleder takker af

I 40 år har den karismatiske museumsinspektør Erik Kromann styret Marstal Søfartsmuseum. Nu er kan klar til at give teten videre.

På Marstal Søfartsmuseum er museumsinspektør Erik Kromann i fuld gang med at overlevere 40 års arbejde. Den 1. november takker han af som leder af museet.

Den 74-årige marstaller har de maritime termer på rygradden, så når han taler om museets otte ansatte, så taler han om "besætningen", hvoraf flere har fulgt ham de sidste mange år.  

Og når han forlader museet om en måneds tid, "går han fra borde".

Interessen for livet til søs har fulgt Erik Kromann hele livet. Efter endt skolegang kom han ombord på sit første skib, og han ville også gerne være blevet til søs, men han blev tvunget væk fra roret.

- Jeg kunne ikke tage synsprøven, og så var jeg nødt til at gå i land. Myndighederne blev mere og mere krævende. På det sidste skib, som jeg sejlede med,  der fungerede jeg som styrmand, og så blev kravene efterhånden så voldsomme, og så tror jeg ikke, at rederiet ville lade mig sejle mere, fortæller Erik Kromann.

På skuldrene af forgænger

Derfor blev tjansen som sømand skiftet ud med en som inspektør på Marstal Søfartsmuseum i 1980. Han overtog jobbet fra Jens Hansen, der helt tilbage i 1929 tog initiativ til at lave den gamle skibshandel i Marstal om til et søfartsmuseum.

- Jeg kravlede op på skulderene af dem, der stod der i forvejen og kørte videre på den kurs, som de havde udstukket, som var ganske udmærket.

Og kursen har i alle årene gået ud på at informere folket om livet til søs. 

- Vi prøver på at få de maritime analfabeter ind og informere dem om tingene, siger han.

En af de ting, der har hjulpet til på den mission, er Carsten Jensens bog fra 2006 "Vi de druknede". Store dele af historien om flere søfarende generationer udspiller sig i netop Marstal, og det har man kunnet mærke på museet. 

- Når de først er kommet ind, bliver de konverteret til gengangere. Så kommer de igen med deres venner og siger: "Et søfartsmuseum - det er ikke bare et lille flaskeskib, nej det rummer en mangfoldighed", siger han.

Den næste i rækken til at overtage er David Thygesen-Tashev. Og Erik Kromann er trods de mange år på posten tryg ved at overdrage ansvaret.

- Jeg har fuld tillid til, at David kommer med en ballast og en interesse og en ildsjæl indstilling. David gør det samme som mig, da jeg overtog museet. Jeg byggede videre på det, siger han.

Stort ansvar

Erik Kromann holdt 40 år som museumsleder. Hans forgænger Jens Hansen sad på posten i 49 år. Spørgsmålet er nu om kan David Thygesen-Tashev se sig selv i det samme job i ligeså mange år.

- Det er nogle store sko at skulle fylde ud. Erik er jo en kæmpe personlighed.

Undervejs i sit fyrreårige virke har Erik Kromann blandt andet siddet i kommunalbestyrelsen for Konservative og fungeret som orakel i det nu hedengangne radioprogram Sara og David på P3. 

- Når man følger efter en stor mand, skal man arbejde dobbelt så hårdt for at få den samme anerkendelse, siger David Thygesen-Tashev. 

- Selvfølgelig er jeg lidt nervøs. Det er jo et kæmpe ansvar, og det er ikke bare et job, det er jo næsten et kald kan man sige. Det er en vigtig historie man varetager. Det er nok også derfor, at folk bliver her så længe. Det er jo kun anden gang, at der er afløsning, så jeg bliver den tredje leder af stedet i løbet af de 90 år.

Selvom han forudsiger, at han skal arbejde hårdt, går han ikke med planer om at lave særligt meget om.

- Det er Danmarks bedste søfartsmuseum. Det må vi jo erkende, det synes jeg. Der skal ikke laves nogen revolutioner, så det er bare at bygge videre på det, der er.

Oversigt

    Oversigt