Fyr Og Flamme misser lørdagens finale i Eurovision

Torsdag var det Danmarks tur til at synge i Eurovisions semifinale. Men der var ingen finaleplads at hente til Jesper Groth fra Ærø og hans makker fra Fyr og Flamme.

Som de allersidste af 17 semifinalister gik den danske duo Fyr Og Flamme torsdag aften på scenen i Rotterdam Ahoy for at synge sangen "Øve os på hinanden" og overbevise Europa om, at de fortjente en plads i showets store finale.

Det lykkedes ikke, og dermed er Danmark ikke med, når 26 lande lørdag skal kæmpe om trofæet og retten til at afholde showet næste år.

Det er første gang siden 2016, at Danmark ikke er repræsenteret i finalen.

Inden semifinalen havde bookmakerne spået, at Danmark ville få det svært, men Fyr Og Flamme håbede til det sidste, at de mange tv-seere og Eurovision-fans alligevel ville falde for deres charme.

Op til Eurovision har det delt vandene, at den danske duo efter deres sejr i Dansk Melodi Grand Prix valgte at beholde sangen på dansk og ikke oversætte den til engelsk, ligesom eksempelvis Brødrene Olsen gjorde det med "Smuk som et stjerneskud", der blev til "Fly On The Wings of Love".

- Vi er et dansk band, og vi synger på dansk, har det tidligere lydt fra duoen, der består af den 34-årige Laurits Emanuel og 32-årige Jesper Groth.

I alt har 20 lande kvalificeret sig fra de to semifinaler, der har fundet sted tirsdag og torsdag, og som har til formål at sortere en del af de mange bidrag fra inden finalen lørdag.

I torsdagens semifinale kunne vores nordiske naboer fra Island glæde sig over en finaleplads. Også Finland var der plads til.

Da et medlem af det islandske band tidligere på ugen testede positiv for coronavirus, var bandet nødt til at trække sig fra den planlagte liveoptræden og i stedet levere deres bidrag live-on-tape.

Tidligere på ugen gik blandt andet vores skandinaviske naboer Norge og Sverige videre til finalen. Også lande som Aserbajdsjan, Israel og Ukraine gik videre.

Storbritannien, Spanien, Italien, Tyskland og Frankrig er garanteret en plads i finalen, fordi de betaler den største del af Eurovision-gildet. Værtslandet Holland dyster heller ikke før finalen.

Eurovision skulle allerede sidste år have været afholdt i Holland, men måtte udskydes på grund af coronasituationen. I år lykkedes det at få stablet showet på benene og endda med et begrænset publikum i den store arena i Rotterdam, der danner rammen om festlighederne.

Finalen i Eurovision finder sted lørdag og sendes direkte på DR1 klokken 21.00.

Oversigt

    Oversigt