Gratis færgeture til Ærø fortsætter

I juli har det været gratis for gående og cyklister at komme med Ærøfærgen, men i de kommende måneder vil det også gælde blandt andet knallerter og motorcykler.

Danskerne har i stor stil benyttet sig af, at flere færgeruter som led i regeringens sommerpakke er gratis i juli.

Og nu bliver ordningen forlænget - og forbedret - for Ærøfærgen. Det besluttede en enig kommunalbestyrelse onsdag aften, skriver Fyns Amts Avis.

I august og september bliver det derfor også gratis at komme til den fynske ø, men denne gang omfatter ordningen også el-biler, knallerter, motorcykler og handicapbiler.

Derudover bliver prisen sænket betydeligt for almindelige køretøjer, oplyser Mona Madsen fra Ærøfærgen til TV 2/Fyn.

- Vi ved ikke endnu, hvad det kommer til at koste, men det bliver billigt, siger hun.

Tjek, om du kan komme hjem igen

I mandags rundede Ærøfærgen 60.000 passagerer, som er sejlet med i den første del af måneden. I juli sidste år havde færgen 85.000 passagerer gennem hele måneden.

Og selvom Ærøfærgen er blevet nødt til at ansætte ekstra personale til de mange turister, er man glad for, at flere har fået øjnene op for øen.

- Folk er glade, og der er mange endags- og cykelturister, der måske ikke havde besøgt øen ellers, og det gavner øen, siger Mona Madsen.

Som passager på den populære færge skal man dog være opmærksom på, om man kan komme både frem og tilbage, inden man stiger ombord.

- Som færge vil vi bare gerne transportere så mange mennesker som muligt. Men vi kan selvfølgelig ikke have flere med end normalt, siger Mona Madsen.

Derfor bliver færgepassagerer i juli og de kommende måneder også opfordret til at sikre, at der er plads på en af afgangene væk fra øen, hvis de blot er på en endagstur.

Skal regne på det

Inden Ærøfærgen kan melde ud, hvad priserne kommer til at ligge på, skal trafikdirektør Keld Møller have lavet nogle beregninger. Men håbet er, at der allerede vil ligge en plan senere torsdag.

- Og så skal vi lige have et par enkelte dage til at rette vores bookingsystem til, siger Mona Madsen.

Planen er, at færgen går tilbage til det normale system efter september. Men der vil det dog stadig være billigere, da det samtidig også er starten på lavsæsonen, hvor det generelt koster mindre at komme med.

Oversigt

    Oversigt