I fire dage sejler dronning Mary og kong Frederik rundt i det danske sommerland til karetkørsel på solskinsøen Bornholm, til whiskybesøg på Ærø, og til købstadsvandring i Assens.
Det er blot få af punkterne i programmet for kongeparrets sensommertogt, der strækker sig fra den 19. til den 22. august.
Togtet indledes ved Rønne Havn, hvor parret ankommer med kongeskibet "Dannebrog" til et nifoldigt leve og musik fra Den Kongelige Livgardes Musikkorps.
På togtets anden dag går turen videre til Ærø. Her vil både kongen og dronningen gøre stop ved det lokale whiskydestilleri Ærø Whisky.
Her snører kongeparret også endnu en gang vandreskoene og tager på en guidet vandretur i Voderup Klint, der ligger på Ærøs sydkyst og er en del af Geopark Det Sydfynske Øhav, der er udnævnt til Unesco Global Geopark.
Efter besøget på Ærø drager kong Frederik og dronning Mary videre til Assens, hvor parret blandt andet vil besøge Peter Willemoesskolen, hvor der går 200 elever fra 13 forskellige nationer.