Ny golfturnering skal få flere på ø-hop

Fem danske øer herunder Langeland og Ærø er gået sammen om at lave en turnering, der kombinerer golf og havudsigt.

Fanø, Læsø, Samsø og de to fynske øer Langeland og Ærø er med i et nyt samarbejde, der skal give dejlige ferieminder fra øerne. 

De fem øer tilbyder nu en ny golfturnering, de kalder for "Ø-GOLF", hvor turister og golf-entusiaster kan få nogle unikke golfoplevelser i forskellige terræn. 

Ø-golfturneringen kan tages i sit helt eget tempo, hvor man i samme stil som øpasset får et stempel, når man har gennemført en af de fem baner. 

Unikke golfbaner

De fem øer byder på golfbaner med hver deres særpræg. Fra Fanø Vesterhavsbads Golfklub, som har eksisteret siden 1898 og er Danmarks ældste golfbane, over Samsø Golfklub, som er en af Danmarks mest miljøvenlige baner og siden 2012 ikke har anvendt sprøjtemidler på golfklubbens arealer, til Læsøs seaside-bane, hvor vind og vejr virkelig er i spil. 

Hertil kommer Langelands Golfbane med sine karakteristiske hatbakker spredt på et areal med søer og bunkers, og Ærø Golfklub, som byder på udsigt til havet og det sydfynske øhav fra samtlige 18 huller og blandt andet udfordrer med fredede diger, spændende skrænter og skjulte huller.

Besøger man mindst tre af øerne og får tre stempler i sin "Ø-GOLF" flyer får man sin præmie, der består af fribilletter til de fem golfbaner i 2022.

Fast samarbejde

Initiativet er en del af et større samarbejde blandt de fem øer, som skal skabe større opmærksomhed for alle de oplevelsesmuligheder, der er på øerne.

Samarbejdet er støttet af Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse og kaldes for Øhigh5. På deres hjemmeside kan man se endnu flere oplevelsesmuligheder som de fem øer på sin vis har til fælles. 

Der er blandt andet mulighed for at surfe, finde gode beliggenheder til billeder og vandreture.