Øen med de mange mænd: Mikkel tog kærligheden med til øen

21-årige Mikkel tog sagen i egen hånd og fandt kærligheden væk fra Ærø. Nu har han taget sin kæreste med til Ærø, og det er en taktik flere burde bruge, mener han.

- Dem på Ærø kommer nok aldrig til at se mig som Ærøbo. Man skal faktisk være anden generation, der er født herovre, hvis det skal være rigtigt, og jeg er født på Sjælland. Men jeg synes selv, at jeg er ærøbo, fortæller Mikkel Nørgaard.

Mikkel har boet på Ærø i fjorten år og er blandt de få, der følger statistikken og bliver boende på øen efter folkeskolen.

- Jeg synes, der er virkelig dejligt herovre, man har flere muligheder for udfolde sig her, og så kan jeg godt lide stilheden og de rolige omgivelser.

quote Det er klart, der er rift om pigerne. Hvis man sidder seks drenge om et bord på pubben, og der så har været én pige, så er det lidt svært.

Mikkel Nørgaard, 21 år

Rift om pigerne

Blandt de 21-årige på Ærø er der 30 mænd og kun 18 kvinder, og den fordeling har Mikkel godt lagt mærke til.

- Jeg lagde godt mærke til det, også dengang vi gik i byen som 18-årige, at der var lidt flere fyre, end der var kvinder. Jeg ved ikke, om det var, fordi kvinderne holdt sig væk, men der var i hvert fald flest fyre, fortæller Mikkel.

Og med færre kvinder var der mere konkurrence.

- Det er klart, der er rift om pigerne. Hvis man sidder seks drenge om et bord på pubben, og der så har været én pige, så er det lidt svært, siger Mikkel.

- Men så må man bare finde dem ovre på fastlandet og tage dem med hertil.

Ærø: Øen med de mange mænd

Importeret kærlighed

Og at finde kærligheden "af øen", som Mikkel kalder det, er præcis hvad han gjorde.

- Katja arbejdede på et DFDS skib, og da det lå i havn på Lindø i Odense, var jeg tilfældigvis også på arbejde, og så mødte vi hinanden nede på bildækket, da jeg hev fat i hende og så kørte det derfra, fortæller Mikkel.

- Så aftalte vi at drikke kaffe i en af de suiter, som Mikkel var tømrer på, og så skete det ene efter det andet, fortæller Mikkels kæreste, Katja Pannerup.

- Ja, vi blev også lidt drillet af kollegaerne med, at vi gik og flirtede med hinanden, fortæller Mikkel.

Base på øen

De 14 år, Mikkel har tilbragt på øen indtil videre, er slet ikke nok for den unge ærøbo, der arbejder som tømrer.

- Jeg tror, jeg bliver herovre. Min far har de sidste 20 år pendlet til København på grund af pengene, og jeg tror også, at jeg vil søge til storbyerne for at tjene penge, men jeg vil bo herovre, fortæller Mikkel.

Og en af grundene til, at Mikkel drømmer om en base på Ærø, er også de værdier og muligheder, man kan give videre til næste generation.

- Som 12-årig byggede jeg en skatepark i vores baghave, det kender jeg ikke lige andre, der har gjort. Og sådan noget synes jeg er fedt, at kunne give sine børn.