Solgte stoffer på Snapchat: Fyns Politi finder flere kilo narkotika i stor aktion på Ærø

Otte personer er sigtet i sag om større besiddelse og salg af narkotika omkring Marstal på Ærø.

Marstal på Ærø blev tirsdag omdrejningspunktet for en række større ransagninger efter narkotika.

I alt er otte personer blevet sigtet for at være i besiddelse af euforiserende stoffer, som de havde i sinde at sælge. 

Det skriver Fyns Politi i en pressemeddelelse.

Der var tale om en ransagning på hele ti adresser i og omkring Marstal. Her foretog Fyns Politi en koordineret aktion i tæt samarbejde med flere enheder fra Fyns Politi og myndighederne på Ærø. 

- Vi har haft et rigtig godt samarbejde med både de lokale myndigheder på Ærø og uddannelsesinstitutionerne omkring den her aktion, og det vil vi gerne kvittere for, siger Ian Kabbel, der er politikommissær hos Fyns Politi i Svendborg, og som selv deltog i aktionen tirsdag.

Lokalpolitiet i Svendborg havde i flere måneder efterforsket sagen på øen.

Her skete selve politiaktionen tirsdag i tæt samarbejde mellem Fyns Politi Centrale Forebyggelse og lokalpolitiet på Ærø, og Ærø Kommunes SSP. 

Derudover var HF/VUC Ærø og Navigationsskolen også tilknyttet i forbindelse med sagen.

Solgte stoffer på Snapchat

Under ransagningen blev otte personer sigtet. Ud af dem blev hele tre personer blandt andet sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer, som de havde i sinde at sælge. 

Her blev en ung mand i 20'erne, der er bosat på øen, sigtet for forudgående salg af omkring 100 gram kokain og flere kilo hash og skunk. 

Ifølge pressemeddelsen mistænkes den sigtede i den forbindelse for at have haft en ledende rolle for salg af narkotika via det sociale medie Snapchat på Ærø. 

Han er nu løsladt, men er fortsat sigtet.

Derudover blev også endnu en person mere sigtet for at være i besiddelse et halvt kilo hash, hundrede gram pot og produktion af syv styks skunkplanter. 

Også to andre lokale henholdsvis en midaldrende mand og kvinde på øen anholdt og sigtet for besiddelse af halvanden kilo hash, op mod et kilo pot og et forudgående salg af cirka fem kilo hash.

Der blev også fundet mindre mængder hash, skunk, LSD og kokain på tre af de andre adresser.

Efterfølgende foretog man også et besøg med narkohunde på to af Ærøs uddannelsesinstitutioner; HF/VUC Ærø og Navigationsskolen efter aftale. Her blev intet fundet.

Ved du noget?

Politikommissæren i Svendborg opfordrer borgere på Ærø til at rette henvendelse til lokalbetjentene, hvis ligger inde med konkrete oplysninger i forbindelse med sagen. 

- Det vil være en hjælp til vores videre efterforskning, uddyber politikommissær Ian Kabbel.  

Fyns Politi kan kontaktes på telefon 114.

Oversigt

    Oversigt