Tina Bue-sagen: Odense Kommune udsætter offentliggørelse af intern undersøgelse

Odense Kommunes borgmesterforvaltning udsætter nu offentliggørelsen af en intern undersøgelse af det tidligere byrådsmedlem Tina Bue Frandsens ageren som leder i Odense Kommune. Der er fremkommet nye oplysninger, lyder begrundelsen.

Den interne undersøgelse det tidligere byrådsmedlem Tina Bue Frandsens ageren som leder i Odense Kommune bliver ikke færdig til præsentation i denne uge.

Det står klart efter, at stadsdirektør Stefan Birkebjerg onsdag har orienteret byrådet om, at der er dukket nye oplysninger op i sagen.

quote Med de oplysninger, der nu er dukket op, har det været rigtigt at give den pågældende kontorchef mulighed for at forholde sig til undersøgelsen igen

Stefan Birkebjerg, Stadsdirektør, Odense Kommune

Stadsdirektøren skriver følgende i en e-mail, som er sendt til Odense Byråd:

Undersøgelsen er nu afsluttet og har som krævet været i høring hos dens implicerede parter.

Der er imidlertid fremkommet nye oplysninger af relevans for undersøgelsen, hvorfor det er nødvendigt at gennemføre en ny høringsperiode. Offentliggørelse af den samlede undersøgelse vil derfor først kunne finde sted i den kommende uge.

Flere politikere var ellers blevet orienteret om, at undersøgelsen var fuldt færdig og klar til at blive forelagt byrådsmedlemmerne i løbet af indeværende uge.

Stefan Birkebjerg vil onsdag ikke komme nærmere ind på, hvorfor man har valgt at vente med at sætte det endelige punktum for undersøgelsens konklusioner.

- Det er sådan, at der i forbindelse med arbejdet er kommet nye oplysninger frem af en karakter, så jeg har vurderet, at det vil være rigtigt at sende undersøgelsen i høring en gang mere.

Kan du sige noget om, hvad det er, der er dukket op?

- Nej, det kan jeg ikke.

Hvem er Tina Bue Frandsen?

Samarbejde sikrede forretningspartner flere hundrede tusind i avance

Borgmesterforvaltningens beslutning om at udsætte præsentationen af undersøgelsen kommer efter, at TV 2/Fyn søndag og mandag kunne fortælle, at Tina Bues private forretningspartner i en årrække har haft adgang til at videresælge kommunale kurser med stor avance.

Et samarbejde, som tilsyneladende sikrede den daværende indehaver af det private konsulenthus Ankerhus en avance på flere hundrede tusind kroner i årene 2013 og 2014.

Men også et samarbejde, som ifølge lektor i offentlig ret Frederik Waage, lader til at være i klar strid med forvaltningslovens regler om inhabilitet samt kommunalfuldmagtsreglerne.

Stadsdirektøren i Odense Kommune, Stefan Birkebjerg, vil ikke forholde sig til, om det er afsløringerne af samarbejdet mellem Tina Bue Frandsen og virksomheden Ankerhus, der har forsinket den interne undersøgelse.

Er det oplysninger, som TV 2/Fyn har bragt frem, der har fået jer til at udskyde færdiggørelsen af undersøgelsen?

- Det kan jeg ikke sige noget om.

- Jeg kan bare sige, at når man laver den slags undersøgelser, så skal dem, der er omfattet have lejlighed til at ytre sig. Med de oplysninger, der nu er dukket op, har det været rigtigt at give den pågældende kontorchef mulighed for at forholde sig til undersøgelsen igen, siger Stefan Birkebjerg.

Oversigt

    Oversigt