I det fynske folks tjeneste

Bios lokker reddere med bonus

Bios prøver nu at lokke flere reddere til den trængte ambulancetjeneste med bonus på 50.000 kroner.

Selskabet mangler stadig reddere og har svært ved at få vagtplanerne til at gå op, derfor tilbyder de nu nye medarbejdere en bonus på 50.000 kroner. 

Den seneste opgørelse fra Region Syddanmark viser, at der i januar stadig mangler reddere i Syd-og Sønderjylland samt Fyn. 

Manglen på reddere betyder, at responstiderne er steget. Borgerne må i dag i gennemsnit på regionsplan vente 6 til 12 sekunder længere sammenlignet med januar 2015, før der kommer en ambulance.

Bios udsendte tirsdag en pressemeddelse, hvor de gør opmærksom på den nye bonusordning. Men TV 2 Fyn har i dag ikke kunnet få svar på,  hvor mange reddere de mangler, før de når målet på 550 reddere. 

- Det er snart mere pinligt at være vidne til dette her, end at se et afsnit af "Klovn". Det må jeg sige, udtaler forhandlingssekretær ved 3F's transportgruppe, Palle Thirstrup, til Ritzau.

Som en yderligere motivationsfaktor til medarbejderne har Bios’ bestyrelse besluttet at tildele virksomhedens nuværende fuldtidsansatte 20 procent af overskuddet for finansåret 2017.

Men manglen på reddere har allerede udløst store bøder til Bios. Derfor sår 3F også tvivl om, hvor meget overskud, der i 2017 vil være at dele.

- Jeg vil da anbefale vores medarbejdere at sikre sig, at de ikke også hæfter for underskud, siger Palle Thirstrup til Ritzau. 

Thyge Nielsen (V), formand for Region Syddanmarks præhospitale udvalg er anderledes positiv over for Bios nye tiltag. 

- Det Bios har allermest brug for nu, er ro om driften. De børnesygdomme, det har haft i forhold til lønudbetalinger og sådan noget, jamen, det er jo ved at være ovre, og lige så snart Bios får ro på, skal hele organisationen nok komme til at spille. Du får svært ved at få mig til at sige noget negativt om det, for jeg synes sådan set, det er nogle gode tiltag, de laver her, siger Thyge Nielsen til Fyens Stifttidede.