Fem skarpe til Region Syddanmark om svækket ambulancekørsel

Responstiden på en ambulance er steget i Region Syddanmark, efter selskabet Bios har overtaget driften.

 

Den 1. september 2015 overtog det hollandske ambulanceselskab Bios ambulance-kørslen fra Falck i det meste af Region Syddanmark.

Samme måned steg ambulancernes responstid markant, hvis der sammenlignes med året før.

Thyge Nielsen (V) er formand for det præhospitale udvalg i Region Syddanmark. Han er ikke utilfreds med Bios ambulancekørsel.

Spørgsmål: Responstiden er steget markant i forhold til september sidste år. Er det tilfredsstillende?

- Det er korrekt, at tiden er steget i forhold til september året før, men den er ikke steget i forhold til de seneste måneder. Jeg synes, det er en mere rigtig måde at betragte ambulancedriften, siger Thyge Nielsen til Ritzau.

Spørgsmål: Men beredskabet anbefaler, at man sammenligner med samme måned sidste år. Så undgår man, at sådan noget som sommerferie spiller ind i statistikken?

 

 

 

- Vi mener stadig, at det korrekte er at sammenligne med den periode, der var umiddelbart forud.

Spørgsmål: Hvis man kigger på de tre måneder før Bios overtog driften, er tallet stadig steget fra en responstid på 8,3 minutter i juli og august, til en responstid på 8,6 i september?

- Vi er nede på, at der lige nu er en forskel på sekunder, og det forventer vi bliver indhentet inden nytår. Så kan man lave de statistikker man vil, siger Thyge Nielsen.

- Responstiden er vigtig at måle på, men man skal da også måle på sådan noget som kvalitet, tryghed og så videre.

Spørgsmål: Men er responstiden ikke den vigtigste faktor for, om jeres mål bliver opfyldt?

- Jo, men vi ender på, at det er en forskel på sekunder. Og jeg er sikker på, at vi har indhentet den tabte tid inden nytår, siger han.

Spørgsmål: Du skriver på din hjemmeside, at det nye udbud af ambulancedriften skal stille regionen bedre end før. Det er vel ikke tilfældet nu, når responstiden er steget?

- Nej, men det bliver det. Jeg synes ikke, at den beskedne stigning i responstid er noget problem. Vi er godt tilfredse, siger han.

Oversigt

    Oversigt