I det fynske folks tjeneste

Ærøpolitiker glæder sig over politibesøg

Torsdag tager tre politichefer til Ærø for at mødes med lokalpolitikerne til en drøftelse af politiets dækning eller mangel på samme på øen. Og det møder anerkendelse fra øen, skriver fyens.dk.

At politiet sender en direktør, en chefpolitiinspektør samt en linjechef for lokalpolitiet vidner om, at Ærø nu bliver taget alvorligt, mener øens lokalbetjent Lennart Mogensen. Han udtaler sig dog som lokalpolitiker og medlem af kommunalbestyrelsen for Venstre.

- Ved at sende tre chefer viser politiet interesse for Ærø. Politidirektøren er den øverste administrative chef. Derudover kommer der en chefpolitiinspektør, der kender forholdene på Ærø samt en linjechef for lokalpolitiet, siger Lennart Mogensen (V) til fyens.dk.

Ved mødet med kommunalbestyrelsen på Ærø deltager politidirektør Poul B. Løhde, chefpolitiinspektør Lars Bræmhøj samt linjechef for lokalpolitiet Johnny Schou.

Ved du noget? Så send os et tip