I det fynske folks tjeneste

Unik oplevelse: 007 skyder skarpt til lyden af fynske strygere

For første gang nogensinde kan James Bond-fans opleve Casino Royale og Odense Symfoniorkester - på samme tid.

Mads Mikkelsen (tv) spillede skurken i Casino Royale og er her fotograferet sammen med Bond-baben Eva Green og Daniel Craig, som debutterede som James Bond. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix/arkiv

De har prøvet det før i Odense Symfoniorkester: At levere livemusik til storfilm som Pirates of the Caribbian eller Harry Potter. Konceptet er i al sin enkelhed, at symfoniorkesteret spiller musikken live under visning af filmen på storskærm. Præcis som pianisten til stumfilmene i gamle dage.

Lokke, lokke

Et af de vigtigste mål med at blande klassiske koncerter med Hollywoodbaskere er at få et nyt og gerne yngre publikum til at opdage den klassiske koncertmusik. At der er mange grå hjelme blandt det typiske koncertpublikum er ingen hemmelighed.

- Ved disse koncerter får vi kontakt med et nyt publikum. De kender filmene, men er ikke opmærksomme på, at det er et symfoniorkester, der leverer hele stemningen, siger Finn Schumacher, Musikchef for Odense Symfoniorkester.

Musik er et vigtigt middel til at skabe stemning i en film. Det oplever man i høj grad ved denne form for film-koncert.

- Musikerne sidder lige foran én, og det bliver mere tydeligt og konkret,  hvad musikkens rolle er. Man bliver revet ind i historien på en anden måde end i biografen, siger Finn Schumacher, Musikchef for Odense Symfoniorkester.

Målet er i sigte

Arbejdet med at få nye kunder i butikken ser ud til at bære frugt for Odense Symfoniorkester.

- Vi kan se, at det er en anden aldersgruppe, der kommer til de her koncerter. De er markant yngre. Vores håb er, at  folk bliver nysgerrige og kunne finde på at tage skridtet videre og komme til en koncert, hvor man selv danner billederne, siger Finn Schumacher, Musikchef for Odense Symfoniorkester.

En stor udfordring for orkesteret

Selv om et symfoniorkester er vant til at arbejde med høj grad af præcision, så er denne opgave mere krævende end vanligt. Musikken må og skal falde på sekundet, så det passer præcist i filmens dialog og fortælling.

Hele musiksporet er filtreret fra, og symfoniorkesteret leverer det totale, musikalske lydspor. Musikerne sidder alle med høretelefoner, hvori der er en kliklyd - som en metronom - når de ikke spiller. Dermed kan de blive i rytmen og sørge for at være synkrone med billederne.

Dirigenten har det altdominerende ansvar for at sætte orkesteret i gang på sekundet, så de rammer plet hver eneste gang.

Hvorfor lige Casino Royale?

Det er ikke op til Odense Symfoniorkester at lave koncerter til den film, som de har lyst til. De store filmselskaber udbyder specifikke film, som orkestre rundt i verden så kan byde ind på. Casino Royale blev en mulighed, og det var en godbid for Odense Symfoniorkester.

-  Jeg synes personligt, at Casino Royale er en af de mest fantastiske James Bond-film. Ikke kun fordi Mads Mikkelsen er med, men fordi det er i denne film, at James Bond bliver rigtigt forelsket. Hans forhold til Bond-babes bliver aldrig det samme igen, siger Finn Schumacher, Musikchef for Odense Symfoniorkester.

Opførelsen af Casino Royale med Odense Symfoniorkester kan opleves i Aarhus 8. november, Vejle 9. november og i København 10. november.

Fakta om Casino Royale

Casino Royale havde premiere i 2006 og er den 21. James Bond-film som er produceret af EON Productions.
 

Daniel Craig havde for første gang hovedrollen som den hemmelige britiske agent 007, James Bond. 
 

Danske Mads Mikkelsen spiller skurken Le Chiffre, mens Jesper Christensen spiller Mr. White.
 

Filmen er baseret på Ian Flemings roman Casino Royale fra 1953 og er instrueret af Martin Campbell, der også instruerede James Bond-filmen GoldenEye fra 1995.
 

Musikken er skrevet af David Arnold, mens titelnummeret You Know My Name blev skrevet og sunget af afdøde Chris Cornell, som blandt andet var frontfigur i Soundgarden og Audioslave.
 

David Arnold har fire gange skrevet musikken til James Bond-film. Udover Casino Royale har han skrevet musikken til The World Is Not Enough, Tomorrow Never Dies og Die Another Day.

 

Kilder: Imdb og Wikipedia

Se mere
03:01 Luk video
04:49 Luk video