I det fynske folks tjeneste

090909 - så er det nemt at huske bryllupsdagen

Normalt er onsdag ikke den store bryllupsdag på Odense Rådhus, men når datoen hedder 090909 - eller 9. september 2009, så er der straks flere, der ønsker at give hinanden deres ja.

16 par stod onsdag formiddag i kø på Odense Rådhus for at blive gift på den specielle dato.

Et af parrene var Bettina Skov Eriksen og Kasper Lautrup Eriksen, som oven i købet var blevet forlovet den ottende i ottende 08.

- Så sagde mine kolleger, at så måtte vi hellere blive gift den niende i niende 09, fortæller Kasper Lautrup Eriksen.

Hans hustru fortæller desuden, at det skulle bringe lykke at blive gift en onsdag, og det kan den nybagte gom i hvert fald skrive under på, som var det selveste vielsesattesten.

- Lige siden jeg mødte Bettina er mit liv blevet opgraderet, siger han med et smil.