10-årige Julius fik ulovlig kniv fra dansk hjemmeside

Da Linda Christensens købte en fødselsdagsgave til sin 10-årige søn, havde hun ingen idé om, at det var ulovligt. SSP Nordfyn advarer nu mod, at ulovlige knive sælges på danske hjemmesider.

- Mange af mine venner synes, den er rimelig fed, siger Julius Christensen fra Båring, mens han stolt viser sin seneste fødselsgave frem. 

Selvom den populære Counter-Strike-kniv i flotte farver kan virke som en uskyldig gave, har Julius Christensens forældre foretaget noget ulovligt, ved at købe kniven og få den sendt til Danmark.  

- Jeg har slet ikke tænkt tanken, at den kunne være ulovlig, og var ikke klar over, at den kunne give så stor en bøde eller fængselsstraf. Når den bliver solgt på en dansk hjemmeside, så tænker man jo, at det er lovligt, fortæller Julius' mor, Linda Christensen.

SSP advarer på Nordfyn 

Men hverken Julius eller hans forældre er ene om at have anskaffet sig de ulovlige knive, uden at vide, at det kan have konsekvenser. Knive og lignende våben er underlagt knivloven og besidelse eller forsøg på eksport kan medføre straf. 

Knivloven 

Derfor opfordrer SSP folk på Nordfyn nu til at forældre tager en snak med deres børn om, at knivene, som er kendte fra computerspillene Counter-Strike eller CS Go, er ulovlige at anskaffe sig i Danmark. 

- Vi har oplevet flere sager i SSP-sammenhænge, hvor unge har fået konfiskeret de her knive fra nettet. Derfor advarer og informerer vi nu både forældre og unge om, at det er ulovligt, lyder det fra Jakob Nielsen, daglig leder, SSP Nordfyn. 

Bødetaksten for at erhverve sig en ulovlig kniv er typisk omkring 3.000 kroner, så SSP Nordfyn anbefaler unge at nøjes med at se på våbnet på computerskærmen.

Hjemmesiderne, hvor knivene kan købes, er let tilgængelige ved enkle søgninger på Google, og priserne ligger mellem 65 kroner til over 700 kroner.
Fotograf: Alexander Aagaard

 

Oversigt

    Oversigt