10-årig pige bag årets vigtigste arkæologiske fund

Da 10-årige Naja Christensen fra Middelfart i efterårsferien deltog i en arkæologisk detektivleg, fandt hun en mejsel fra bronzealderen. Det fund var så specielt, at det er nummer tre på listen over de vigtigste arkæologiske fund i 2011.

Nogle arkæologer graver længe uden at gøre spændende fund, men 10-årige Naja Christiansen fra Middelfart var bare ude at lege "Arkæologisk Detektiv" sammen med sin familie, sådan som Vikingeskibsmuseet Ladby havde inviteret til i efterårsferien, da hun gjorde et sjældent fund.

Udstyret med en metaldetektor ledte hun efter genstande, som museet selv havde gravet ned i et fem gange fem meter indhegnet område. Men denne tirsdag i efterårsferien ville Naja hellere gå uden for afmærkningen, og 10 centimeter fra snoren fandt hun noget, som museet ikke havde gravet ned som led i detektivlegen, nemlig en mejsel i bronze.

Mejslen, der kan dateres til mellem 800 og 500 år før Kristi fødsel, er nu indsendt til Nationalmuseet som danefæ, men vikingeskibsmuseet håber at få bronzealderfundet tilbage.

Ti fund på listen over Årets Vigtigste

Følgende er Kulturarvstyrelsens samlede liste over årets ti vigtigste fund:

1) Henne Kirkeby, Vestjylland: Vikingernes mødested.
På kanten af Filsø, hvorfra der i vikingetiden var adgang til Nordsøen, er der fundet en bemærkelsesværdig bebyggelse fra den tid. Pladsen er blevet undersøgt ved hjælp af magnetisk kortlægning, flyrekognoscering, detektorafsøgning og udgravninger.

2) Tudse Hage, Vestsjælland: Undersøisk stenalderboplads.
En af de bedst bevarede undersøiske stenalderbopladser i verden ligger ved Tudse Hage på Vestsjælland. Den blev fundet i 1957 af en dykker, og i år er der bl.a. fundet 7000 år gamle friske grønne blade, fiskeredskaber og smykker.

3) Ladby, Østfyn: 10-årig finder bronzemejsel 10-årige Naja Christiansen fra Middelfart deltager i efterårsferien i en arkæologisk detektivleg, og udstyret med en metaldetektor finder hun en mejsel fra bronzealderen.

4) Kongens Nytorv, København: Ældre end Absalon
Ved udgravningen til den nye Metro-station på Kongens Nytorv i København gør arkæologerne fund af bl.a. tidligt befæstningsværk, der underbygger viden om, at København har været en meget større by tidligere end hidtil troet - og før Absalon.

5) Næsby, Vesthimmerland: Vikingegrav med mand og hest
Ved Næsby syd for Løgstør er der fundet en rig ryttergrav fra vikingetiden med både rytter, hest og våben.

6) Hjarnø, Horsens Fjord: Padleårer og økser fra undersøisk boplads. På en af Danmarks fineste ældre stenalderbopladser ved Hjarnø i Horsens Fjord er der bl.a. fundet to padleårer med bemalet blad, en hjortetaksøkse med bevaret træskaft og stævnen fra en stammebåd.

7) Nørregade 5-7, Hundested: En næsten 8000 år gammel boplads
Der skulle bygges en ny Fakta-butik, men Hundested fik også en fortid, der daterer sig tilbage til oldtiden, da usædvanligt velbevarede rester af en boplads fra den sene jægerstenalder dukkede frem af jorden.

8) Jelling: Jellingstenene stod på vikingejord I forbindelse med overdækningen af Jellingestenene kunne arkæologer konstatere mærker under den store Jellingesten, der viser, at den blev sat der, hvor den stadig står, omkring år 965. Dermed kunne man afblæse sejlivede myter om, at stenen var flyttet til sin plads i Jelling på et senere tidspunkt.

9) Stavnsager ved Randers og Fjenneslev ved Sorø: Sjældne mønter. To amatørarkæologer fandt uafhængigt af hinanden to frankiske mønter fra Karl den Stores tid. Alt i alt er der fundet fire af disse mønter, der er præget i et nonnekloster uden for Paris, heraf er to fundet i Danmark.

10) Taastrup vest for København: En kæmpe viking I november i år blev der fundet en usædvanlig høj viking i en gravplads. Manden har været 190 centimeter høj og dermed en kæmpe i sin samtid for 1000 år siden.

Kilde: Kulturarvsstyrelsen

Oversigt

    Oversigt