10 millioner til høj- og efterskole

Når Ryslinge Høj- og Efterskole snart kan fejre 150 år, er det med et helt nyt spisehus. A.P. Møllerfonden donerer 10 millioner kroner.

Med 175 elever og mere end 40 ansatte, er der blevet for lidt plads på Ryslinge Høj- og Efterskole - også når hele flokken skal spise.

Derfor skal skolen have et helt nyt spisehus, som skal stå klar, når skolen i 2016 fejrer sin 150 års fødselsdag. Det er en donation på 10 millioner kroner fra A.P. Møller og hustru Chastine Mc-kinney Møllers Fond til almene formål, der gør, at planerne om spisehuset nu kan realiseres.

Det er Praksis Arkitekter i Svendborg, der har tegnet det nye hus.

- Ryslinge har en af landets smukkeste Høj- og Efterskoler, og tegningen af det nye hus er en arkitektonisk perle, der æstetisk passer ind i den eksisterende bygning, siger forstander Torben Vind Rasmussen.

Den tidligere forstanderbolig bliver revet ned, den gamle spisesal fra 1870 bliver til undervisningslokaler, og det gamle køkken bliver værelser til eleverne.

Spisehuset vil stå færdigt i 2016.

Oversigt

    Oversigt