100-årig i Ringe fejres med lyssværd og kæmpe eksplosioner

Ringe Bio genåbner efter omfattende modernisering. Den foreningsdrevne biograf har blandt andet fået helt ny biografsal og egen café.

- De har gjort det meget godt, synes du ikke?

Manden er lige steget ud af sin bil, som han har parkeret foran Ringe Bio. Vi nikker til hinanden, mens vi kigger på den blå biograf i centrum af Ringe. Her har der været biograf siden december 1916. Og det er der formentlig lang tid fremover. For den gamle bygning er netop blev istandsat for 5,5 millioner kroner.

- Vi kunne for tre-fire år siden se, at hvis ikke vi gjorde noget, så ville vi lukke et sted ude i fremtiden. Folk forventer god lyd og komfort, og kan vi ikke tilbyde den, kører folk til Odense eller Svendborg, siger Henrik Busk, formand for den foreningsdrevne Ringe Bio.

Genåbner med verdenspremiere

Mens manden i bilen foran biografen næppe gør klar til genåbningen, så er der mange, der ser frem til datoen den 14. december. Da er der verdenspremiere på "Rogue One", en film fra Star Wars-universet fyldt med lyssværd, eksplosioner og drabelige kampscener. Men for De 420 medlemmer af biografforeningen er det noget helt andet, der er i fokus.

quote Perspektivet er, at vi fortsat har biograf i Ringe. Det er vigtigt for kulturlivet.

Henrik Busk, formand for Ringe Bio

- Perspektivet er, at vi fortsat har biograf i Ringe. Det betyder noget for kulturlivet i byen, slår Henrik Busk fast og lægger samtidig ikke skjul på, at der ligger hårdt arbejde bag:

- Vi er vel 50 aktive, der knokler med alt fra at gøre toiletter rene, sælge billetter og nu også stå i café. Det skal ikke misforstås. Det er herligt. Vi kommer fra vidt forskellige fag i det daglige, men når vi er her, så snakker vi film og biograf. Det er dejligt!

Den nye biografsal afløser en sal med balkon.
Den nye biografsal afløser en sal med balkon.
Foto: Preben Dahl

Med til at sikre både god nattesøvn og glæde over renoveringen af biografen er, at alt er betalt.

- Vi skylder ikke noget. Vi hyrede en fund-raiser, som i 2015 fik skaffet alle de penge, vi skulle bruge. Vi havde også sparet en del op, så det hele er betalt, smiler biograf-formanden.

Små film skal også ses i biografen

I modsætning til hvad man skulle tro om en lille biograf i en mindre by som Ringe, så tiltrækker den publikum langvejs fra. Biografen er nemlig en "Dox-biograf", hvilket betyder, at den jævnligt sender dokumentarfilm, som kun få biografer vælger at bruge tid og penge på.

- Vi vil ikke være et sted, der kun sender Far Til Fire-film. Det er sjovere at kunne være bredere i valget af film, mener Henrik Busk.

I Fyn Live tirsdag den 13. december fortæller Henrik Busk og flere andre frivillige fra biografforeningen om deres passion for film.

Oversigt

    Oversigt