1000 fynske opgange mangler brevkasse

Den seneste optælling fra Post Danmark viser, at omkring 1000 opgange på Fyn mangler det lovpligtige brevkasseanlæg.

Siden årsskiftet har det været lovpligtigt for etageejendomme, der er bygget før 1974, at have et brevkasseanlæg i stueetagen.

Men den seneste optælling fra Post Danmark viser, at 1000 opgange på Fyn stadig mangler det lovpligtige brevkasseanlæg. Alene i Odense
mangler der at blive opsat lidt over 300 brevkasseanlæg.

- Det er ejendommens ejer, der har ansvaret for at få sat anlæggene op. Og de steder, hvor det ikke er gjort endnu, er det ved at være på høje tid, siger Jørgen Fischer, chef for Privatkundeområde Vest i Post Danmark.

En tilsvarende optælling i december 2009 viste dengang, at 3000 fynske opgange manglede brevkasser.

Frist til 30. april

Færdselsstyrelsen har netop sendt en reminder til de ejere, der endnu ikke har fået sat de lovpligtige anlæg op.

Senest 30. april skal anlæggene være i brug, eller der skal være søgt om en dispensation om udsættelse af fristen hos Post Danmark.

Er man fyldt 65 år og bor i en etageejendom fra før 1974, kan man enten selv eller via fuldmagt henvende sig på posthuset, hvis man stadig ønsker at få bragt sine forsendelser til døren.

Bevægelseshæmmede og handicappede kan via indstilling fra Socialforvaltningen stadig også få bragt post til døren.

Oversigt

    Oversigt