100.000 boliger er truet af oversvømmelse

Ejerne af 100.000 boliger spredt ud over hele landet risikerer kostbare forsikringer eller i værste fald nedrivning af deres huse.

Det skriver Morgenavisen Jyllands-Posten onsdag.

Ifølge beregninger foretaget af firmaet Geomatic A/S, der siden 2002 har arbejdet med såkaldt stedbestemt statistik, ligger de mange boliger i områder med stor risiko for oversvømmelser og ødelæggelser som dem, der de seneste dage er set i hovedstadsområdet, og så sent som i går ramte Bornholm med op til 93,2 millimeter regn.

Forsikringsselskaberne skønner, at alene lørdagens skybrud vil koste op mod en halv mia. kr. i skader på private boliger.Højrisikoområderne er fordelt over hele landet, og der kan være store lokale forskelle, siger
direktør i Geomatic, Martin Glarvig.

- Hvis der kommer skybrud i et bestemt område, er kategori 6-områderne dem med størst risiko for at blive ramt af store  vandmængder. Risikovurderingen siger ikke noget om, hvor stor risikoen for ødelæggelser er. Men vi har sammenholdt vores data med forsikringsselskabernes informationer om skader og udbetalinger, og der er en klar sammenhæng, forklarer Martin Glarvig til Jyllands-Posten.

Hos vand- og spildevandsselskabernes brancheforening, Danva, frygter direktør Carl-Emil Larsen, at mange husejere kan komme i klemme.

Ifølge underdirektør Torben Garne fra Forsikring & Pension kan man blive nødt til at rive huse ned, fordi de er bygget i områder, hvor der ikke burde være bygget.

/Ritzau

Oversigt

    Oversigt