I det fynske folks tjeneste

100.000 danskere lever med senfølgerne efter seksuelle overgreb

Mange danskere slås hver dag med følgerne af seksuelle overgreb i barndommen. For dem er det vigtigt, at folk som Frede Farmand tør stå frem med sin historie.

Her på TV 2/ Fyn fortalte vi i tirsdags Frede Farmands historie om seksuelt misbrug og tæsk på børnehjemmet Aaløkkegaard.

Torsdag blev Frede Farmands historie bakket op af 71-årige Jørgen Henning Bech Petersen, der boede på børnehjemmet Aaløkkegaard i Odense fra 1952 til 1954.

Han genkendte sin gamle barndomsven, og så begyndte minderne at komme frem. 

- Det satte et eller andet i gang. Jeg blev mindet om noget, der ellers var fortrængt.  Men at Frede var blevet direkte misbrugt fire gange, det slog mig. Han havde fortalt om den ene gang i antydninger, da vi var børn. Men at det virkelig var sådan, som han beskriver det, så groft, og det tror jeg på, for der skete underlige ting, siger Jørgen Henning Bech Petersen, der aldrig selv blev seksuelt misbrugt. 

Derfor er det vigtigt 60 år senere

Helle Borrowman er formand for Landsforeningen SPOR, der er  en forening for voksne med senfølger af seksuelle overgreb.

Hun fortæller, at det er enormt vigtigt, at der er nogen, der tør stå frem med deres meget personlige historier om overgreb. Både for den enkelte og for alle dem, der kan genkende historien i sig selv.

- Det har stor effekt for den enkelte, der vælger at stå frem med sin historie, men det er også vigtigt for alle de tusindvis af andre ofre. Vi har i Danmark op mod 100.000 voksne, der lever med senfølgerne efter seksuelle overgreb i barndommen. Og for dem er det rigtig vigtigt, at der er nogen, der står frem med deres historie, og kan tale reflekteret om det og kaste lys på noget af det, der er så mange, der går med i usynlighed, siger Helle Borrowman.

Hun stiller spørgsmålstegn ved, om den slags overgreb blot er noget, der hører historien til.

- Det er også vigtigt på samfundsniveau, at vi også har set, at det her forekommer. Og måden, det forekommer på; fuldstændig systematiske overgreb mod børn. Det var dengang, men der foregår samme systematik den dag i dag, siger Helle Borrowman.

Hun mener derfor det er yderst vigtigt, at personer, der har været udsat for overgreb i barndommen, også nu står frem, så problematikken bliver synlig, og samfundet kan spotte de børn, der også i 2016 bliver udsat for seksuelle overgreb.

05:40

Historikeren Frede Farmand stod i tirsdags frem i TV 2/Fyn og fortalte sin historie om en barndom præget af  vold og seksuelt misbrug på børnehjemmet Aaløkkegaard.  

Luk video

 

Ved du noget? Så send os et tip