I det fynske folks tjeneste

104 film fra 36 lande konkurrerer til Odense Film Festival

Mere end 2.000 tilmeldte film er nu kogt ned til en bouillon af 104 kampklare kortfilm, der i uge 35 skal konkurrere til årets Odense Film Festival, OFF16.

Filmskabere fra 84 lande tilmeldte i år mere end 2.000 film til Odense Film Festivals konkurrence.

Efter benhård vurdering er antallet af udvalgte film nu landet på 104 film, der er klar til festivalens konkurrence om om præmier, prestige - og måske en Oscarkvalificering.

I 2015 var mere end 3.200 film tilmeldt, og derfor har arrangørerne i år måtte ændre lidt på procedurerne for overhovedet at have en mulighed for at have overblik over de mange tilmeldte film.

- Sidste års overstrømmende interesse for vores lille festival var naturligvis fantastisk, meget smigrende, men også lige i overkanten af, hvad vi kunne administrere. I evalueringsprocessen besluttede vi derfor at indføre et symbolsk tilmeldingsgebyr fra og med dette års festival. Dette tiltag har givet præcis det resultat, vi har håbet på: Færre tilmeldte film, som til gengæld er af vanvittig høj kvalitet, og som vi har ressourcer til at behandle, gennemse og vurdere med den respekt, de fortjener,siger festivalleder Birgitte Weinberger i en pressemeddelelse.

Mange af de 104 udvalgte kortfilm indeholder problemstillinger og tematikker, der er at finde i den aktuelle debat og nutidens samfundsbillede. Det glæder festivallederen.

- Det er jo lige præcis dét, kortfilmen kan: Åbne vores øjne, vores hjerter, for alt det, der omgiver os alle, også lige her i dette sekund. Med sit kondenserede format lægger kortfilmen op til nervedirrende, indlevende og udleverende filmkunst, der lige dele skaber og bidrager til eftertanke og debat om de ting, der rumsterer i os som mennesker netop nu, siger Birgitte Weinberger.

29 af de udvalgte 104 film kommer fra Danmark.

Facts om OFF16s konkurrencefilm

  •    Der er 104 film fra 36 lande i konkurrence
  •    Over 2000 film fra 84 forskellige lande tilmeldte sig i den indledende fase
  •    I Hovedkonkurrencen er 71 film fordelt på 13 programmer
  •    I Den Danske Konkurrence er 29 film fordelt på seks programmer
  •    I Animationskonkurrencen er 31 film fordelt på fem programmer
  •    Bare 9 ud af årets 104 film er i sort/hvid
  •    Præjuryen har set 739 timers film i udvælgelsesprocessen – det svarer til mere end 30 døgns filmvisning
  •    Årets korteste film varer 2 minutter og 29 sekunder 

 

Ved du noget? Så send os et tip