120 veteranmotorcykler gav den gas ved Egeskov Slot

120 veteranmotorcykler deltog lørdag i den 52. udgave af Egeskovløbet.

For 52. gang blev der lørdag afviklet motorcykelløb ved Egeskov Slot for de helt gamle modeller - af motorcykler, forstås.

Løbet arrangeres af Danmarks Veteran Motorcykelklub og er for motorcykler fra 1940'erne eller ældre. Motorcykelløbet har start og mål ved Egeskov, og ruten går rundt på det syd- og midtfynske og kommer blandt andet gennem Svanninge Bakker.

I år havde løbet deltagelse af omkring 120 gamle maskiner, fortæller arrangøren af løbet, Torben Korsgaard.

- Der er mange, der er gengangere fra de tidligere år. Det er, fordi det er lykkedes for os at lave et hyggeligt løb, hvor man mødes nogle dage før og hygger på den campingplads, som bliver lavet bag Egeskov Slot, siger Torben Korsgaard.

Knap 100 år gammel motorcykel

En af dem, der hvert år kommer tilbage for at køre på veteranmotorcykel på Fyn, er Winnie Larsen, som kommer fra Slangerup på Nordsjælland. Sammen med sin mand, Finn, har hun deltaget i løbet 15 gange.

- Det er et dejligt løb at køre, og man får en masse gode venner. Det særlige ved det er jo nok, at vi selv har vores 'hus' med, fordi der bliver lavet campingplads, fortæller Winnie Larsen.

Ægteparrets motorcykle er fra 1930, så det er ifølge Winnie Larsen altid lidt spændende, om alle delene virker. 

- Vi har et stort forhold til motorcyklen, fordi vi har kørt på den som unge, og fordi Finn selv har gået og sat den i stand og lavet sidevogn til, forklarer en forventningsfuld Winnie Larsen.

Hun fortsætter:

- Og det er jo pragtfuldt kørevejr i dag, siger motorcykelentusiasten, da TV 2/Fyn taler med hende - inden regnvejret for alvor kom til Fyn lørdag.

Winnie Larsen foran den 89 år gamle motorcykel.
Winnie Larsen foran den 89 år gamle motorcykel.
Foto: Rikke Lund

Oversigt

    Oversigt