124 forældreprotester: Minister pudser tilsyn på Odense

124 forældres protest mod Odense Kommunes manglende hjælp til handicappede børn får nu indenrigsministeren til at bede tilsynsmyndigheden om at vurdere, hvorvidt kommunen bryder loven.

Efter det netop er dokumenteret, at Børn- og Ungeforvaltningen i Odense har lavet planlagte og systematiske lovbrud i forhold til udsatte børn og familier, tager social- og indenrigsminister Karen Ellemann (V) initiativ til, at også handicapområdet skal undersøges, skriver Fyens Stiftstidende.

Det skal være af Statsforvaltningen, og det sker på baggrund af en henvendelse fra de 124 forældre.

- Det gør naturligvis indtryk på mig, når en så stor forældregruppe samstemmende beskriver deres oplevelse af forvaltningen i deres kommune så negativt, skriver hun i et svar til forældregruppen.

De 124 forældre kritiserer blandt andet kommunen for ikke at overholde lovgivningen, når forvaltningen undlader at lave konkrete, individuelle vurderinger af børnene inden afslag på hjælp, og når Ankestyrelsens afgørelser ikke bliver fulgt.

Sådan forklarer Carina Andersen, mor til en handicappet pige og en af talspersonerne for forældreflokken.

- Vi vil gerne have retssikkerheden tilbage, siger hun, der derfor håber, at Statsforvaltningen vil gå ind i sagen.

Det er op til Statsforvaltningen selv at vurdere, om de på baggrund af henvendelser vil rejse en såkaldt tilsynssag.

Hos Odense Kommune anerkender konstitueret direktør i Børn- og Ungeforvaltningen Poul Anthoniussen, at forældrene henvender sig, "fordi de har noget på hjerte." Og så noterer han sig, at handicappede og udsatte børn organisatorisk hører under samme afdeling i forvaltningen.

- Derfor vil jeg se på sagerne samlet, forklarer han.

Direktør og rådmand skal i næste uge mødes med forældrene for at drøfte kritikken.

Oversigt

    Oversigt