1,3 millioner har taget kandiddattesten: Bliv klogere på, hvem du er mest enig med

1,3 millioner danskere har nu gennemført kandidattesten, der anses som værende den mest lokale test nogensinde.

Ved du, hvilken kandidat du er mest enig med ved dette års kommunal- og regionsrådsvalg?

Hele 1,3 millioner danskere på landsplan har taget kandidattesten for at blive klogere på netop dét spørgsmål. Her har testen, der anses som værende den mest lokale test nogensinde, været redskabet.

Ifølge Jakob Risbro, der er samfundsredaktør på TV 2 Fyn, er testen en underholdende og ikke mindst seriøs måde at få folk engageret i politik.

- Det er ikke eksakt videnskab, men det er en måde at gøre folk interesseret i kommunalpolitik på, og så kan man bruge testen til at orientere sig lidt i, hvem der stiller op, sagde Jakob Risbro, da testen rundede 1 million gennemførelser.

Testen kan være en hjælp til danskere, som fortsat er i tvivl, om hvor de skal sætte deres kryds i stemmeboksen den 16. november.

25 spørgsmål om lokale emner

Testen fører dig gennem 25 udvalgte politiske spørgsmål, der vedrører emner relevant for din kommune. Her har 6.925 kandidater på forhånd haft mulighed for at give deres svar på disse spørgsmål.

På den måde bliver dine svar sammenlignet med kandidaternes svar, og det giver i sidste ende dig mulighed for at se, hvilken kandidat der ligger tættest på dine politiske holdninger.

Det er TV 2, TV 2-regionerne, Jysk Fynske Medier, Sjællandske Medier, Det Nordjyske Mediehus, Megafon, Paqle og en række lokalmedier som har udarbejdet kandidattesten.

Bliv klogere på valget

TV 2 Fyn har også grebet kommunalvalget an på andre digitale måder. Her er nyhedsstrømmen på hjemmesiden tilpasset efter dit kommunale afsæt.

Foruden at tage kandidattesten kan man inde på TV 2 Fyns valgside også vælge en af de 10 fynske kommuner og få et samlet overblik over de kommunalvalgsnyheder, der foregår i lige netop dén kommune.

Hold også øje med fanen ”Kommunereportere”. Her kan du se, hvem af TV 2 Fyns reportere, der dækker din kommune, så du kan dele en historie med reporteren. 

Oversigt

    Oversigt