I det fynske folks tjeneste

13 virksomheder sammen om målet: Slut med smøgerne Odense

Nu har 13 virksomheder og uddannelsesinstitutioner meldt sig som hjælpere i kampen om at gøre Odense fri for tobaksrøg inden 2025.

Nu står Odense Kommune ikke længere alene i kampen om at gøre Odense røgfri. Foto: Nils Meilvang/Scanpix/arkiv

Odense skal være røgfri.

Og det skal byen være inden 2030. Sådan lød visionen fra Odense byråd i februar. Men for at kunne nå målet skal Odense gå sammen. Og i denne uge fandt kommunen så nogle virksomheder og uddannelsesinstitutioner, som kan hjælpe odenseanerne med at blive røgfrie. 

Målet er, at ingen børn og unge under 18 år ryger i 2025, og at kun to procent af odenseanerne er rygere i 2030. 

For at vi kan lykkes med visionen om et røgfrit Odense er partnerskaber vigtige byggesten

Brian Dybro (SF), formand for Sundhedsudvalget i Odense Kommune

Der er indtil videre lavet 13 partnerskaber mellem Odense Kommune og uddannelsesinstitutioner og virksomheder. 

- For at vi kan lykkes med visionen om et røgfrit Odense er partnerskaber vigtige byggesten. Partnerskaberne skal være med til, at vi sammen skaber de gode rammer for, at vores børn og unge slipper for en farlig afhængighed og de skadelige følgevirkninger, den har, siger formanden for Sundhedsudvalget i Odense Kommune, Brian Dybro (SF) i en pressemeddelse og fortsætter:

- Partnerskaber skal også være med til at sikre, at vi hjælper odenseanerne med at holde op med at ryge. Det er nemlig et ønske hos de fleste rygere, og vi har alle en interesse i at styrke sundheden i Odense og samtidig være med til at støtte op om et langt liv og flere gode leveår for alle, der bor, uddanner sig og arbejder i Odense.

Rygning smitter og starter tidligt

Det er væsentlig flere end de to procent af odenseanerne, der ryger en smøg i hverdagen. Faktisk er det hele 17 procent. Målet om, at ingen børn og unge under 18 år skal ryge i 2025 er også ambitiøst. På nuværende tidspunkt begynder ni børn og unge ugentlig at ryge i Odense.  

Indsatsen skal ifølge Brian Dybro ske så tidligt som muligt, da mange rygere allerede begynder i deres ungdomsår.

Kort om "Røgfrit Odense"

"Røgfrit Odense" er en afdeling i Odense Kommune, der arbejder med at indfri visionen om et røgfrit Odense. 

I afdelingen forstås rygning som brugen af cigaretter, e-cigaretter, snus, vandpibe, pibe, cigarer og cerutter.

"Røgfrit Odense" vil løbende hjælpe partnerne på deres vej mod mere røgfrihed samt stå for at udbrede og formidle partnernes indsatser til læring og inspiration for andre. Projektet tilbyder blandt andet hjælp med udarbejdelse af en rygepolitik, gratis rygestopforløb og gratis informationsmaterialer.

- Vi ved, at mange rygere er begyndt at ryge i ungdomsårene, hvor tobakken bliver en del af ungdomskulturen og fællesskabet. Jo tidligere man begynder at ryge, jo større er risikoen for, at man bliver afhængig, og jo sværere er det at stoppe igen. Derfor er børn og unge i Odense en vigtig målgruppe for at indfri visionen, siger han og fortsætter:

- Vi ved, at rygning smitter - og at det kan være svært at holde op med at ryge, når man først er begyndt. Derfor er det vigtigt, at vi står sammen og hjælpes ad med at forebygge, at børn og unge begynder at ryge, og hjælpe dem, der ønsker at stoppe.

Med til at gøre Odense røgfri

Semvac og University College Lillebælt, UCL, er nogle af de partnerskaber, som projektet "Røgfrit Odense" har fået i denne uge. 

Læs også Godkendt af byrådet: Byen skal være røgfri i 2030

- Vi indgår et partnerskab med Røgfrit Odense, fordi vi oplever, at der stadig er mange af vores studerende, der ryger. Sammen med Røgfrit Odense vil vi arbejde for at skabe røgfrie fællesskaber. Derudover er vi meget optagede af at få kommende lærere og pædagoger til at gå forrest, så børn og unge i fremtiden ikke tænder den første cigaret, siger rektor for UCL, Erik Knudsen. 

Som en del af projektet vil UCL sætte fem onsdage i efteråret af til at sætte fokus på et røgfrit studiemiljø, og hvordan man stopper med at ryge, hvis man allerede er begyndt. Her vil de studerende i deres formiddagspause blive budt på kaffe og en snak med tobaksrådgivere fra Røgfrit Odense.

Og det stopper ikke ved snakken. 

De studerende vil også blive tilbudt et gratis rygestopkursus, hvis de ønsker det. 

Virksomheden Semvac går ind i projektet om et Røgfrit Odense, fordi de også selv ønsker at blive røgfrie på virksomheden. Beslutningen om at kvitte smøgerne er primært blevet skabt af medarbejderne selv, og det skal de allerede være fra udgangen af i år. 

- Vi har som ledelse sået et frø, og så kommer resultaterne langsomt men sikkert. Og i forbindelse med partnerskabet, håber jeg på, at et af de rygestopskurser, Røgfrit Odense kan tilbyde, kan være med til at hjælpe de sidste medarbejdere, der ryger hos os, med endelig at blive røgfri, fortæller produktionschef Christa Steenholdt.

Sammen med Røgfrit Odense vil vi arbejde for at skabe røgfrie fællesskaber.

Erik Knudsen, rektor for University College Lillebælt

Ud over UCL og Semvac underskrev "Røgfrit Odense" i dag også partnerskaber med Mulernes Legatskole, Syddansk Erhvervsskole, FynBus, Tietgen, Odense Renovation, Hjerteforeningen, Skt. Knuds Gymnasium, Elsesminde Produktionshøjskole, Fyns HF-Kursus, Odense Filmværksted og Fyns Almennyttige Boligselskab.

Og der er ifølge "Røgfrit Odense" flere partnerskaber på vej. 

05:04

Odense skal være røgfri fra 2030. Det besluttede kommunens sundhedsudvalg tidligere i år. Her er indslaget på TV 2/Fyn fra januar.

Luk video