130 kr. for de hurtige: Busrute via Odense til Bornholm

Nu kan du komme med bus hele vejen fra Odense til Bornholm for 130 kroner. Men kun hvis du er hurtig.

Har du planer om at holde ferie på Bornholm denne sommer, er der kommet en ny, bekvem mulighed for at komme til solskinsøen. Det skriver Jysk Fynske Mediers rejsemagasin.

Som passager kan man nemlig nu kombinere sin billet hos Eurolines og Rute 700 med Bornholmerfærgen.

Det betyder, at man kan stige på Eurolines bus fra Aarhus til København. Her kan man med billetten i hånden fortsætte rejsen med Rute 700, der dagligt kører fra København til Ystad og kører om bord på færgen, der sejler til Bornholm.

420 kroner fra Odense til Bornholm

Normalprisen for en billet til den nye busrute fra Aarhus til Bornholm med stop i Vejle, Odense, København, Københavns Lufthavn, Rønne, Aakirkeby, Nexø og Svaneke er 460 kroner. Fra Odense koster billetten 420 kroner.

I prisen er inkluderet bus og færge, mens det koster 160 kroner at få en cykel med.

Ifølge Maike Fiil fra Danske Færger tilbyder selskaberne på alle afgange et begrænset antal billetter til en samlet pris fra 150 kroner, Aarhus/København og København/Bornholm.  Disse lavpris-billetter koster med påstigning i  Odense 130 kroner.

I begge retninger mellem København og Jylland er det muligt at tilkøbe en såkaldt "Plus"-plads, der indebærer ekstra god ben-plads, fri kaffe og vand. Tilkøbet koster 40 kroner.

Oversigt

    Oversigt