I det fynske folks tjeneste

14-årige Signe på vej til EM

01:54

Her i påsken skal slaget stå for Odensepige på vej til EM i den asiatiske kampsport qwan ki do

14-årige Signe Vedersø Keldorff fra Odense Sportscentrum skal denne weekend til europamesterskabet i qwan ki do i Italien som den første dansker nogensinde. Hun er udvalgt på grund af et stort talent og på trods af, at hun kun har trænet i fem måneder. Op til denne weekend har hun trænet op mod 20 timer om ugen for at blive klar.

Hendes træner, der selv er et internationalt qwan ki do-navn, den tidligere verdensmester Carmen Elena Lazar, så fra starten et lys i det unge talent.

- Jeg kunne se, at hun havde hjertet med, og så tænkte jeg, ja, hun er den helt rette, fortæller Carmen Elena Lazar.

Den unge qwan ki do-kæmper ser frem til at prøve kræfter med ligesindede fra hele kontinentet.

- Det er bare det at være med. At komme derned og opleve, hvordan det er. Alle de mennesker. Og ja, alle de folk, der har trænet meget længere tid end mig, siger hun.

Til gengæld er selve det at vinde ikke så afgørende.

- Det kunne selvfølgelig være fedt, men det er ikke det. Jeg vil ikke blive skuffet, hvis det ikke sker. De har trænet meget længere tid end mig, og de lever næsten for det og laver ikke andet, lyder det fra Signe Vedersø Keldorff.

For hende har den måde, hun er kommet ind i sporten, og trænerens anerkendelse betydet et enormt skub i den rigtige retning for hendes selvtillid:  

- Jeg er rigtig glad for, at hun også ser mig på den måde og tror, at jeg kan blive til noget.

Og træneren stoler ikke bare på hendes talent. Faktisk mener hun, at Signe Vedersø Keldorff kan komme længere inden for sporten, end hun selv er kommet.

- Jeg stoler virkelig på hende, og det hun gør, fortæller Carmen Elena Lazar og fortsætter:

- Hvis hun er virkelig er dedikeret og lægger sin sjæl i det, kan hun nå rigtig, rigtig langt. Længere end mig.

På det her niveau mener træneren, at den største udfordring er at få styr nerverne

- Der vil være mange mennesker, der kigger på hende. Endda de højt graduerede inden for qwan ki do. Hvis hun kan kontrollere sine never og arbejde, som hun gør til træning, så er det helt perfekt for mig.

Signe Vedersø Keldorff stiller op mod 87 andre i de mest grundlæggende teknikker inden for qwan ki do, det vil sige arme, ben, dyrestil og selvforsvar

Qwan Ki Do er grundlagt i Frankrig 1981 og er en sammensmeltning mellem kampsportsgrene fra det sydlige Kina og Vietnam.

 

Ved du noget? Så send os et tip